Tilsyn: Dårligt arbejdsmiljø kan gøre ansatte syge på Arken
Museet Arken har ifølge avisen Politiken fået sit tredje påbud fra Arbejdstilsynet på tre måneder. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kunstmuseet Arken har fået sit tredje påbud fra Arbejdstilsynet på tre måneder ifølge medie.
Hvis kunstmuseet Arken ikke retter op på problemer med dårligt arbejdsmiljø, er de ansatte i risiko for at udvikle sygdomme som depression, hjerte-kar-sygdomme og posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).
Det skriver Arbejdstilsynet i en rapport, som Politiken har fået aktindsigt i.
Samtidig giver Arbejdstilsynet museet sit tredje påbud i år om at rette op på arbejdsmiljøet.
Museet, som ligger i Ishøj, har tidligere fået et påbud om at rette op på arbejdsmiljøet i kunstafdelingen. Det har også fået et påbud om arbejdsmiljøet i kommunikations- og undervisningsafdelingen.
Det seneste påbud gælder alle museets 105 ansatte.
Peter Hasle, som er professor med speciale i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet, siger til Politiken, at det er sjældent, at Arbejdstilsynet taler om risiko for alvorlige sygdomme.
Det understreger også alvoren, at de tre påbud er kommet på tre måneder.
- At virksomheden med så korte mellemrum får tre påbud, som ovenikøbet kommer i en periode, hvor virksomheden allerede er begyndt at gøre noget ved problemerne, fortæller, at Arbejdstilsynet opfatter situationen som meget alvorlig, siger han.
Normalt ville man vente med et nyt påbud, vurderer han.
Arken har indtil 1. februar næste år til at efterkomme påbuddet.
Eva Hofman-Bang, der er bestyrelsesformand for Arken, siger til Politiken, at arbejdet med at rette op på arbejdsmiljøet allerede er i gang.
I efteråret sidste år sendte 20 af museets ansatte et anonymt brev til ledelsen og bestyrelsen, hvor de kritiserede museets arbejdsmiljø.
I januar kom der ny kritik fra 20 medarbejdere rettet imod den daværende direktør Christian Gether. Han meddelte sin afgang i februar.
Marie Nipper er mandag tiltrådt som ny direktør for museet. Hun har ikke haft mulighed for at kommentere Arbejdstilsynets rapport og påbud til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub