Tinglysningsskandalen koster lejerne dyrt

Tinglysningsskandalen rammer nu også lejerne i de almennyttige boliger. De risikerer en huslejestigning på flere tusinde kroner om måneden, fordi de almennyttige boligafdelinger ikke kan få tinglyst deres lån til nybyggeri og renoveringer i det nye digitale tinglysningssystem. Det skriver Mandag Morgen.

Problemet er, at en systemfejl i den digitale tinglysning hindrer almennyttige boligforeninger i at få behandlet deres sager - de har nemlig pr. lov aldrig fået det CVR-nr., som skal oplyses ved en digital tinglysning.

Så længe deres sager ikke er tinglyst, kan de ikke få omlagt deres byggelån til realkreditlån, og konsekvensen er, at de almennyttige boligafdelinger siden august har betalt ekstra høje renteudgifter, fordi byggelån er væsentlig dyrere end realkreditlån. Men samtidig går de glip af støtte fra staten og fra Landsbyggefonden til at betale ydelserne på lånene. Den form for støtte kan nemlig først udbetales, når lånene er omlagt til realkreditlån.

Ventetiden giver en dobbelt økonomisk lussing, der kan få huslejen i de almennyttige boliger til at stige med flere tusinde kroner.

- Parcelhusejere rammes også af forsinkelserne i den digitale tinglysning, fordi de hurtigst muligt vil have et billigere kreditforeningslån på plads. Men vi rammes yderligere af, at vi mister den offentlige støtte. Det er beboerne, der taber penge. Det er en helt uacceptabelt, for i forvejen er hr. og fru Jensen i vores lejligheder ikke blandt landets rigeste, siger Gert Nielsen, der er direktør i Boligselskabernes Landsforening.

Med den nuværende rente på byggelån, vil en nybygget lejlighed på 90 kvadratmeter, koste op imod 30.000 kr ekstra om året, end hvis lånet kunne blive tinglyst og omlagt til realkreditlån. Det svarer til en ekstra husleje på 2500 kr. om måneden. Det viser et regneeksempel, som Boligselskabernes Landsforening har lavet for Mandag Morgen.

/ritzau/

Problemer med den digitale tinglysning koster lejer i landets almene boligselskaber dyrt.

Offentliggjort Sidst opdateret