Den københavnske forlystelsespark Tivoli er angiveligt blevet grebet i at svindle med statsmidlerne.
Ifølge TV2 har Tivoli således afholdt en række AMU-kurser, der har været lige lovligt kreative.
For eksempel kaldte forlystelsesparken sidste år de ansatte ind til cirka en times medarbejdersamtale, men valgte at søge tilskud til et todages AMU-kursus med titlen "Medarbejdere som deltager i forandringsprocessen".
- Det er problematisk at søge tilskud til det, fordi det slet ikke var et kursus, siger kontorchef Bente Ørum fra Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen.
- Det er ikke meningen, at man skal kunne holde medarbejdersamtaler for statslige kursuspenge. Det er svindel, fortsætter hun.
Også Dansk Metal, 3F og Dansk El-Forbund ser Tivolis såkaldte AMU-kursus som et svindelnummer og har valgt at trække forlystelsesparken i Arbejdsretten for misbrug af ledelsesretten.
Det sker efter en række af Tivolis ansatte har fortalt, at de blev presset til at deltage i svindlen ved at skrive under på, at de deltog i todages AMU-kurser, selv om de reelt blot var til en times medarbejdersamtale med deres chef.
Hos Tivoli beklager man sagen, som man forklarer med dårlig rådgivning fra virksomhedens kontaktskole.
- Vi har ikke haft nogen intention om at snyde på nogen måde, så hvis det viser sig, at vi har gjort noget som ikke var rigtigt, så beklager vi - og gør det om næste gang, siger underdirektør Stine Lolk.
Samtidig afviser hun, at Tivoli skulle have presset medarbejderne til at underskrive erklæringer om at deltagelse i kurserne.
I første omgang har Styrelsen standset udbetalingen af støtte til det omtalte AMU-kursus, samtidig med at den kræver pengene tilbage for tre andre AMU-kurser som Tivoli har afholdt og uretmæssigt fået støtte til.
Alle AMU-kurserne blev afholdt i 2010 i samarbejde med den jyske professionshøjskole VIA University College.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde