Tivoli forventer fuldt hus til fodboldfest

Tivoli forventer massevis af glade og feststemte fodboldfans, når de lørdag aften viser Danmarks anden og altafgørende VM-gruppekamp mod Cameroun på storskærm.

Det fortæller pressekoordinator i Tivoli i København, Torben Plank.

- Holder vejret tørt og klarer det op hen mod aftenen, som det gjorde i går, så tror vi faktisk, at der kommer rigtig mange og deltager i den her fodboldfest, siger han.

Specielt tror Torben Plank, at mange familier vil tage et smut forbi Tivoli.

- Så drøner dem, der ikke rigtig gider at se fodbold, rundt i forlystelserne, og så lader de farmand og de fodboldgale om at se fodbold, siger han.

Tivoli varmer op på plænen et par timer inden kampen med forskellige DJ's og slutter hele festen af med et festfyrværkeri.

Og sikkerheden såfremt Danmark skulle gå hen og tabe, og der måske kommer optræk til ballade, behøver folk ikke at bekymre sig om, forsikrer Torben Plank.

- Vi har vores almindelige sikkerhed, som vi altid har. Vi er jo vant til at afvikle koncerter og lignende, så vi har forskellige beredskaber. Men tro mig, vi er selvfølgelig opmærksomme på det, siger han.

Tivolis fodboldfans kan imidlertid råbe om kap med de mange mennesker, der lørdag aften vil indfinde sig på Rådhuspladsen lige ved siden af.

Her er Hyundai, Politiken og Radio 100 FM gået sammen og har sat en 26 kvadratmeter storskærm op og indbyder ligeledes til fodboldfest med blandt andet opvarmningsmusik fra Sys Bjerre.

- Jeg er sikker på, at drengene i Sydafrika vil give den en skalle, så der kommer stemning herinde, siger Neils Rønnebech, der er administrerende direktør for Hyundai til Politiken.

Flere andre steder i landet blandt andet på Kloster Torv i Århus og i Tivoli Friheden er der også opstillet store skærme, hvor aftenens kamp bliver vist.

/ritzau/

Tivoli forventer, at haven lørdag aften bliver stuvende fuld, når de viser Danmarks anden og altafgørende VM-kamp mod Cameroun på storskærm.

Offentliggjort Sidst opdateret