To danske instruktører udtaget til Cannes

Lars von Trier's Melancholia og Nicolas Winding Refns "Drive" er blevet udtaget til den officielle hovedkonkurrence i den kommende filmfestival i Cannes.

Det er 11. gang at Lars von Trier er med i kampen om guldpalmerne, som han foreløbigt kun har fået med hjem for for "Dancer in the Dark" i 2000.

Melancholia handler om verdens undergang. Filmen er skrevet og instrueret af Lars von Trier og produceret af Meta Louise Foldager og Louise Vesth for Zentropa Entertainments27.

På rollelisten i filmen, der har premiere herhjemme den 26. maj, er blandt andet Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg og Kiefer Sutherland samt danske Jesper Christensen.

I Nicolas Winding Refns Hollywood-producerede "Drive" spiller Ryan Gosling fra "Half Nelson" hovedrollen som en Hollywood-stuntmand med et bijob som getaway-driver i filmbyens kriminelle underverden.

Ud over Ryan Gosling har Refn sammensat er hold med bl.a. Carey Mulligan fra Lone Scherfigs "An Education", samt Bryan Cranston og Christina Hendricks, som de sidste år er blevet verdenskendte for deres roller i tv-serierne "Breaking Bad" og "Mad Men".

Den danske instruktør Frederikke Aspöck får lov at vise sin film "Labrador" i en speciel screening i hovedprogrammet udenfor konkurrencen.

Filmfestivalen i Cannes løber fra den 11. maj til den 22 maj. /ritzau/

Lars Von Triers "Melancholia" og Nicolas Winding Refns "Drive" er blevet udtaget til filmfestivalen i Cannes.

Offentliggjort Sidst opdateret