To danske soldater i Afghanistan har fået coronavirus
Fundet af corona hos Nato-soldater har ført til test af danske soldater. To af testene har vist sig positive.
To danske soldater i Afghanistan er testet positive for corona, men er uden symptomer. Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
Testen af de danske soldater sker, efter at der er blevet konstateret coronavirus blandt soldater fra det internationale Nato-samarbejde i Afghanistan.
Det førte til, at fire danske soldater onsdag i denne uge blev sat i karantæne og testet. To af de fire test har vist sig at være positive.
Alle fire soldater forbliver for en sikkerheds skyld i karantæne.
- De to, der er testet positive, er uden symptomer på sygdommen og er ved godt mod.
- De har kontaktet deres pårørende, og der er ikke umiddelbart nogen grund til at være urolig, siger oberst Klaus Brieghel, der er chef for de danske soldater i Afghanistan, i pressemeddelelsen.
For at minimere risikoen for spredning så meget som muligt har det vist sig nødvendigt at sende yderligere ni danske soldater i præventiv karantæne.
De er alle ni blevet testet og er ikke smittede, men de forbliver i karantæne, indtil de kan testes igen.
Resolute Support Mission, som er navnet på den Nato-mission, de danske soldater er en del af, har den faste politik, at soldater skal evakueres fra missionen, hvis de bekræftes smittede.
Det betyder, at et større logistisk system er blevet sat i gang.
- Planen er, at de smittede i løbet af ganske få dage bliver fløjet til Danmark med et civilt luftfartsselskab. Inden de kommer til Danmark, har vi fundet en løsning på, hvordan vi håndterer isolation herhjemme.
- Vi har flere muligheder og skal have valgt den bedste for soldaterne, siger oberst Jens Lønborg, der er chef for igangværende operationer i Operationsstaben, i pressemeddelelsen.
Siden begyndelsen af 2015 har Forsvaret bidraget til Resolute Support Mission i Afghanistan.
Det danske styrkebidrag omfatter omkring 155 soldater. Missionen består i alt af mere end 13.000 soldater fra 39 lande.
Missionen har til formål at styrke afghanernes evne til at varetage deres egen sikkerhed.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned