To danskere skal rådgive spilgigant i USA

De skal deltage i et topmøde i byen Austin i Texas, hvor 200 spillere fra hele verden skal møde udviklerne og komme med input til udviklingen af spillet.

Det er første gang i spilhistorien, at en udvikler inviterer brugerne med på holdet. Og det er en mulighed, de danske pc-spillere ikke lader gå fra sig.

- Det bliver da enormt sjovt og spændende. Jeg glæder mig til forhåbentlig at få en seriøs snak med dem. Og jeg håber, de lytter til de ønsker, vi har, siger Jesper Lærkesen.

Jesper Hanen er enig.

- For mig personligt betyder det meget at få indflydelse. Det er en unik mulighed, vi har fået, siger han.

De to danskere er blandt de bedste onlinespillere i verden. De repræsenterer spilklubben Semper Danica, der har 450 medlemmer.

Klubben havde længe set frem til udgivelsen af Star Wars-spillet kort før jul sidste år, og det engagement fik BioWare til at tage kontakt.

Nu skal Jesper Lærkesen og Jesper Hansen så præsenteres for nye elementer af spillet og deltage i paneldiskussioner om dets fremtid på topmødet i Texas.

Og de er ikke i tvivl om, hvad de vil byde ind med.

- Fordi spillet er nyt, kommer man for hurtigt igennem de udfordringer, der er, fortæller Jesper Lærkesen og uddyber:

- Når grupper af spillere går på eventyr sammen i spillet, er der for lidt at slås med.

- Og så skal den del, hvor spillere kæmper mod hinanden enkeltvis, forbedres, tilføjer han.

Spillertopmødet i Texas finder sted fra 4.-6. marts.

/ritzau/

De to danske pc-spillere, Jesper Lærkesen og Jesper Hansen, er blevet inviteret til USA af spiludvikleren BioWare, der står bag online-rollespillet 'Star Wars: The Old Republic'.

Offentliggjort Sidst opdateret