To druknet ved Hvide Sande

Ny ulykke nær Hvide Sande viser, at Vesterhavet kan være et livsfarligt sted at bade.

Sommeren bød tirsdag på endnu en drukneulykke ved Vestkysten. I havet lidt syd for Hvide Sande druknede to tyske turister, og ligesom ved en tidligere ulykke havde den ene omkomne forsøgt at redde et familiemedlem.
Alarmen indløb lidt før klokken 12. I bølgerne var en 56-årig mand kommet i vanskeligheder, da han var ude at svømme med sin svigersøn, der kæmpede for at redde ham.
Fra stranden gik den ældre mands datter ud i bølgerne for at hjælpe med at få ham ind, men hun forsvandt selv og druknede.
Svigersønnen, der er i 20'erne, kom i land stærkt forkommen og er kørt på hospitalet.
Vagtchefen ved Midt- og Vestjylland betegner svigersønnens forsøg på at redde den 56-årige som heltemodigt.
Ulykken skete godt to kilometer syd for Hvide Sande, og en båd fra Hvide Sande redningsstation og en redningshelikopter deltog i bestræbelserne på at redde de involverede. Falck kom også ud til stranden.


Episoden er nærmest identisk med en tragisk drukneulykke ved Bjerregård syd for Hvide Sande for to uger siden. Her mistede en 52-årig tysk turist livet, da han forsøgte at redde sin 14-årige søn, der var kommet i vanskeligheder i bølgerne. Sønnen klarede sig selv i land, men faren blev revet med af strømmen og omkom, mens moren fulgte det tragiske forløb fra stranden.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret