To mænd sigtes for brand til 58 mio. kr.

Forretningsmand i København er blevet anholdt og sigtet for sammen med en anden at have arrangeret storbrand for at få udbetalt forsikringssummen.

Det var et nøje kalkuleret forsøg på at score millioner af kroner fra et forsikringsselskab, da en storbrand sidst i februar hærgede en fabriksbygning i Tjørring ved Herning.
Det hævder politiet, som tirsdag foretog den anden anholdelse i den usædvanlige sag og samtidig beslaglagde papirer og computere på seks adresser rundt om i landet.
Skaderne ved branden i bygningen, som husede et stort lager af tekstiler, løb op i 58 millioner kroner, oplyser lederen af efterforskningen, politikommissær Michael Kjeldgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.
I april blev en mand midt i 40'erne anholdt, og tirsdag kom turen så til en 64-årig mand, der blev anholdt på Frederikssundsvej i København.
- Den 64-årige ejer bygningen og noget af varelageret, og den anden er delvis ejer af varelageret, siger politikommissæren.
Begge mænd nægter sig skyldige i den alvorlige sigtelse om at anstifte brand for at bedrage forsikringsselskabet. På grund af det store beløb har politiet rejst sigtelse om brandstiftelse "under særligt skærpende omstændigheder."


Politikommissær Michael Kjeldgaard vil ikke sige, hvordan branden efter politiets opfattelse er blevet påsat i den 5000 kvadratmeter store bygning på Hvidkildevej i Tjørring.
En større gruppe betjente deltog i tirsdagens aktion.
- Vi har i dag foretaget ransagninger på seks forskellige adresser. Blandt andet på Fyn, i Brønderslev, i Låsby og på Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter, siger Michael Kjeldgaard.
- Der forestår nu et større fremadrettet efterforskningsarbejde, siger han, der ikke vil gå i detaljer med, hvad politiet mere præcist bygger mistanken på.
Onsdag formiddag skal en dommer i Herning afgøre, om der er grund til at varetægtsfængsle den 64-årige mand. Den først anholdte, der er fra Lystrup, har siddet fængslet siden 22. april.
Himlen over Herning blev oplyst ved branden, hvor flammerne var otte til 10 meter høje. Slukningsarbejdet stod på hele natten den 28. februar.

/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret