To nye besøg tilføjet til kongeplaner i Grønland efter aflysninger
Kort efter kong Frederiks ankomst i Nuuk tirsdag tog han på sejltur med Grønlands nye regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen. Her fangede kongen en rødfisk. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kong Frederik skal til frokost hos formanden for Grønlands parlament onsdag og besøge et maritimt center.
Flere gange har vejret stået i vejen for kong Frederiks planer i Grønland under ugens besøg.
Det stærkt forkortede program er dog onsdag blevet udvidet med to besøg ifølge programmet på kongehusets hjemmeside.
Her fremgår det, at kongen onsdag formiddag lokal tid skal til frokost hos formanden for Grønlands parlament, Inatsisartut, Kim Kielsen.
Tidligere onsdag morgen var det eneste programpunkt for kongen onsdag et besøg på Grønlands Universitet.
Efter frokost med parlamentsformanden besøger kongen Grønlands Maritime Center, hvor forstander Bent Olesen introducerer centerets arbejde med uddannelse og maritim udvikling i Grønland.
Kongen stod oprindeligt til at ankomme i Nuuk mandag aften lokal tid. Det blev udskudt på grund af vejrforholdene i og omkring Nuuk.
Derfor indledte kongen først besøget tirsdag.
Onsdag skulle kong Frederik og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) have besøgt Station Nord, hvor Sirius-patruljen hører til. Men den del blev også aflyst som følge af dårligt vejr.
Vejret har også sat en stopper for kongens slædetur torsdag og fredag med Sirius-patruljen, som kongen på grund af ekspeditionen Sirius 2000 har en særlig forbindelse til.
Kong Frederiks besøg i Grønland denne uge er af analytikere blevet kaldt et klokkeklart signal til USA og ikke mindst til præsident Donald Trump om dansk-grønlandsk sammenhold.
Men ifølge kongen selv er han ikke på en "mission". Det sagde han tirsdag, da han blev spurgt ind til, hvad missionen med turen til Grønland, som han også besøgte i sommer, var.
- Jeg er ikke på mission. Jeg rejser til Grønland, og jeg er glad for hver gang, jeg kommer til Grønland, og jeg synes, jeg har fået et fantastisk vejr her i Nuuk, sagde han til den fremmødte presse.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker