Tobaksekspert: Umuligt at lave en uskadelig cigaret

Foto: jØRgen Jessen /Scanpix

Det er umuligt nogensinde at fjerne kræftrisikoen ved at ryge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger Charlotta Pisinger, der er forskningsoverlæge ved Region Hovedstaden med speciale i rygning og tidligere formand for Dansk Selskab for Tobaksforskning.

- Kan man nogensinde lave en sund cigaret? Det tror jeg ikke, for det er selve forbrændingen, der er problemet. Der dannes ved forbrændingen mange kræftfremkaldende og giftige, kemiske stoffer, siger hun.

Ekstra Bladet skriver fredag, at der findes mere end 20 patenterede metoder, der helt kan fjerne eller reducere cigaretternes kræftfremkaldende stoffer.

Kræftens Bekæmpelse og den danske EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S) kritiserer i avisen, at EU-Kommissionens udspil til et nyt tobaksdirektiv ikke lægger op til en sænkning af kræftfremkaldende stoffer i tobak.

Charlotta Pisinger medgiver, at EU burde have slået et slag for en stram regulering af giftige stoffer i cigaretter

Men hun nævner i samme åndedrag, at fraværet af stofferne næppe vil ændre synderligt på, at 14.000 danskere hvert mister livet som følge af rygning.

- Hvis du spørger, om der vil være en målbar helbredseffekt, og om folk helt ville stoppe med at dø af kræft, hvis man fjernede et par af de her stoffer, tror jeg desværre, at svaret er nej.

- For der er stadig utrolig mange stoffer, der bliver farlige, når de forbrændes. Uskyldige stoffer som vanilje og chokolade, der tilsættes som smagsstoffer, bliver farlige, når de forbrændes, fordi de så danner nye kemiske komponenter, siger Charlotta Pisinger.

Hun forudser, at tobaksindustrien vil kæmpe hårdt for at undgå en regulering af giftige stoffer i cigaretter. Stofferne er nemlig med til at gøre folk afhængige af rygning.

For et par år siden fandt en forsker en metode til at fjerne det farlige, radioaktive stof polonium 210 i cigaretter. Men desværre er stoffet med til at give rygeren et afhængighedsskabende nikotin-kick.

- Så for ikke at mindske afhængigheden hos rygeren vælger tobaksindustrien ikke at fjerne det radioaktive stof og blæser på, om folk dør af lungekræft, siger Charlotta Pisinger.

- Officielt hedder det, at de ikke vil fjerne den radioaktive stråling, fordi processen forandrer smagen, og det ville jo være synd for rygerne, siger hun.

I Ekstra Bladet beskylder EU-parlamentariker Christel Schaldemose tobaksindustrien for at have lagt pres på EU-Kommissionen i forbindelse med udspillet til tobaksdirektivet.

Men det afviser Scandinavian Tobacco Groups (STG) vicedirektør, Thomas Lindegaard.

- Vi kan ikke genkende billedet. Os bekendt har indholdet af kræftfremkaldende stoffer ikke været et tema i Kommissionens arbejde. Dens arbejde har fokuseret på at begrænse antallet af rygere, siger Thomas Lindegaard til Ritzau og tilføjer:

- Det har været klart i de seneste to år eller mere, da Kommissionen indkaldte kommentarer til den række af temaer, som den har arbejdet med. Vi har i STG og vores brancheorganisationer ikke kommenteret eller forsøgt at forhindre, at det blev et tema.

Hos British American Tobacco Denmark medgiver man, at firmaet jævnligt mødes med EU-politikere. Men tobaksselskabets kommunikationschef, Janne Becker, afviser over for Ritzau, at man har været involveret i debatten om regulering af de farlige stoffer.

- Vi kan ikke svare på vegne af andre tobaksvirksomheder, men at fjerne eller reducere antallet af kræftfremkaldende stoffer i cigaretter er ikke et emne, vi har talt med EU-politikere om, siger Janne Becker.

/ritzau/