Tøger: Kun en tredjedel "skurk"

Selv om fogedretten nævner Politikens offentliggørelse af den omstridte jægerbog som en årsag til, at den ikke nedlægger fogedforbud mod bogen, mener avisens chefredaktør Tøger Seidenfaden ikke, at han har gjort hele udslaget i rettens afgørelse.

- Jeg vil ikke tage hele æren for det, for fogedretten nævner tre ting. De nævner den store udbredelse på internettet, de nævner den massive journalistiske omtale og referater af bogen, som fandt sted et godt stykke tid før, Politiken trykte bogen i onsdags. Det er måske ikke mindst Jyllands-Posten, som startede hele historien en uge før, der skal have æren af det her, og så endelig selvfølgelig Politikens offentliggørelse i onsdags, siger Tøger Seidenfaden.

Chefredaktøren vil af samme grund ikke påtage sig hele skylden over for dem, der kritiserer hans rolle i sagen.

- Jeg synes bestemt ikke, det er nogen skurkerolle at skaffe den danske befolkning indsigt i, hvordan vi fører krig i Afghanistan. Jeg mener, det er et meget fornuftigt formål. Hvis jeg endelig skal påtage mig en "skurkerolle", så kan jeg jo kun påtage mig en tredjedel, jævnfør udbredelsen på internettet og den massive journalistiske omtale med Jyllands-Posten i spidsen, der har fundet sted inden Politikens offentliggørelse, siger Tøger Seidenfaden.

/ritzau/

Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden vil ikke tage hele æren for hverken fogedrettens afgørelse eller den efterfølgende kritik.

Offentliggjort Sidst opdateret