Togtrafik på midtjysk jernbane indstilles efter dæmningsskred
Togoperatøren Arriva har fredag indstillet togdriften mellem Herning og Silkeborg grundet et dæmningsskred. Foreløbigt er strækningen lukket weekenden over samt mandag. (Arkivfoto). Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Store mængder regn har skyllet skærver væk på jernbanestrækning, som foreløbigt er lukket weekenden over.
Et dæmningsskred har indstillet togtrafikken mellem Silkeborg og Herning, og skaderne er så omfattende, at strækningen holdes lukket weekenden over samt mandag.
Det skriver Banedanmark på det sociale medie X fredag eftermiddag.
Prognosen lød tidligere på, at reparationsarbejdet ville være overstået fredag klokken 16.00.
Men direktør for infrastruktur hos Banedanmark Claus Hincke tvivlede dog på, at den prognose ville holde. Og det har han altså fået ret i.
- Omfanget af skaderne er store, og derfor indstilles togtrafikken på strækningen resten af weekenden og mandag, hvor vi arbejder på at udbedre skaderne.
- Ny prognose kommer i løbet af mandagen, skriver Banedanmark fredag eftermiddag.
Geoteknikere er ifølge Claus Hincke kaldt ind for at undersøge den 15 meter høje dæmning.
- Vi skal ind i konstruktionen og sikre os, at dæmningen er intakt, siger Claus Hincke.
Det er ifølge direktøren store mængder vand, der på en strækning ved Engesvang vest for Silkeborg har skyllet skærver, der omgiver svellerne, væk.
Det var en lokofører, der allerede torsdag eftermiddag opdagede, at der manglede skærver på strækningen.
Det betød, at togtrafikken blev indstillet, og jernbanestrækningen blev undersøgt.
Forventningen var, at man kunne løse problemet ved at tilføre ekstra skærver.
Men nu har det vist sig, at der er opstået revner i jorden under skinnerne.
Derfor skal fundamentet undersøges nærmere, før man igen kan give grønt lys for togtrafikken.
Claus Hincke er ikke i tvivl om, at det er de usædvanligt store mængder nedbør, der har udløst problemet.
- Der er ingen tvivl om, at naturen spiller os et puds. Allerede efter fire dage i april har vi fået 40 millimeter nedbør - det er over gennemsnittet for hele måneden, siger han.
Da den pågældende jernbanestrækning blev inspiceret i marts, var der ifølge direktøren ingen tegn på problemer.
Togoperatøren Arriva har indsat togbusser på strækningen, og på selskabets hjemmeside kan man følge driftssituationen.
I 2022 blev en jernbanestrækning i Kibæk mellem Herning og Skjern undermineret af kraftig regn.
Det medførte, at den pågældende strækning blev indstillet i fire uger, mens dæmningen blev repareret.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet