Togtrafikken normaliseres først onsdag

Regionaltogsforbindelser omkring København vil fortsat være plaget af problemer, efter et tog blev afsporet omkring Østerport Station søndag aften, oplyser Banedanmark.

- Eftermiddagstrafikken bliver i reduceret form - ligesom her til morgen. Der vil være færre togsæt, ligesom der var her til morgen, særligt mellem København og Hellerup, siger Klaus Bergman, der er områdechef for Banedanmark.

Der bliver indsat aflastningstog mellem Hellerup og Helsingør, mens Banedanmark arbejder på at udbedre skaderne.

Prognosen er indtil videre, at driften vender tilbage til normal omkring middag onsdag.

Da toget søndag aften blev afsporet, voldte det store skader på køreanlægget og skinnerne ved Østerport Station. Arbejdet med at udskifte skinnerne går i gang natten til tirsdag, men forhales af bundfrost i ballasten under sporene.

- Det er en specialsag, så for at få flere spor i brug så hurtigt som muligt går vi nu i gang med at skære de 75 meter skinner op, der er omkring sporskiftet, og sætte nye skinner ind, siger sporchef i Banedanmark Bent Bertil Jacobsen i en pressemeddelelse.

Ydermere er køreledningsmasterne ved tre af sporene væltet, og der skal støbes nye fundamenter til flere af masterne, før de nye master kan blive sat op.

Mandag er det derfor kun muligt for regionaltog at køre i et af de fire spor ved Østerport Station. Men Banedanmark forventer at have genoprettet tre af sporene onsdag.

Afviklingen af trafikken på S-banen er ikke berørt af afsporingen.

/ritzau/

Afsporingen på Østerport Station betyder, at togtrafikken vender tilbage til den oprindelige nødplan onsdag

Offentliggjort Sidst opdateret