Tonsvis af forurenet jord fra brandøvelsesplads endte hos Nordic Waste
PFOS-holdigt jord fra en brandøvelsesplads i Korsør endte ifølge dagbladet Politiken hos Nordic Waste i Randers. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kommunemedarbejder erklærede sig ifølge Politiken indforstået med, at forurenet jord havnede hos Nordic Waste.
Jord fra en af landets mest forurenede grunde endte i jordbunkerne hos Nordic Waste i Randers.
Det skriver dagbladet Politiken.
Tilbage i 2021 rensede Slagelse Kommune 22 ton bundmudder op af en grøft på en tidligere brandøvelsesplads i Korsør.
Her blev der brugt brandslukningsskum, der indeholdt det sundhedsskadelige og svært nedbrydelige fluorstof PFOS.
Hverken PFOS eller andre giftige fluorstoffer var ifølge Politiken nævnt i de miljøtilladelser, som Randers Kommune gav den nu konkursramte virksomhed.
Slagelse Kommune forhørte sig hos Randers Kommune, om den kunne sende det forurenede mudder til Ølst.
Det erklærede en miljømedarbejder ved Randers Kommune sig ifølge Politiken "indforstået med".
Miljøtilladelsen indeholdt ifølge Politiken ikke krav til, at virksomheden skulle rense spildevandet.
Lektor på Københavns Universitet Xenia Trier, der er medlem af Miljøstyrelsens PFAS-ekspertgruppe, vurderer, at PFOS-forurenet spildevand således kan være havnet i den nærliggende Alling Å.
- Mudderet blev fjernet fra Korsør for at forhindre dyr, eng og hav i at blive udsat for PFOS.
- Så giver det ikke særlig stor mening at flytte det til Randers, hvor det kan forurene fra det vand, der løber fra sedimentet ud i åen, siger hun til Politiken.
Randers Kommune har ifølge Politiken oplyst til en politisk følgegruppe, at Nordic Waste "i forbindelse med to forsøgsprojekter har modtaget en begrænset mængde PFAS-holdig jord".
Formålet var ifølge kommunen at "undersøge om det var muligt at rense jorden", der ifølge kommunen blev opbevaret indendørs i virksomhedens laboratorie.
Nordic Waste har i dets egne jordprøver vist, at det stort set lykkedes at rense jorden fra Korsør for PFOS. Det oplyste Radio4 fredag.
Virksomheden tog ifølge mediet jordprøver, der angiveligt viste, at mudderet få måneder efter ankomsten næsten var fri for PFOS.
Eksperter, som radiostationen har talt med, erklærer sig dog uforstående over for, hvordan det skulle være sket.
Radio4 har spurgt den konkursramte virksomhed, hvordan man fjernede det miljøskadelige stof. Men selskabet har ifølge mediet ingen kommentarer.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker