Tørke skaber mangel på dyrefoder i store dele af Danmark
Der er alvorlig mangel på vand på de danske marker efter den seneste tids varme. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Transport af halm fra det østlige til det vestlige Danmark er en måde at løse fodermanglen på, siger ekspert.
Det varme og tørre sommervejr skaber tørke i dansk landbrug, og det gør det svært for landmændene at skaffe foder til dyrene.
Det fortæller Troels Toft, sektordirektør for planter i Seges, der er et videnscenter for landbruget.
Han kalder situationen for "kritisk i store dele af landet".
- Forstået på den måde, at der kommer til at mangle foder i dele af landet, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at holde på det foder og halm, vi har, så det kan komme dyrene til gavn.
- Vi har ikke haft så stort et vandunderskud, som vi har i år, siden 1970. Det er voldsomt, siger Troels Toft.
Vejret i Danmark har i en lang periode været præget af høje temperaturer og minimale mængder nedbør. Det gør det svært at skaffe nok foder.
En af løsningerne på fodermanglen er at høste korn, mens det endnu ikke er helt modent. En anden løsning er køre halm på tværs af landet, oplyser Toft.
- Jeg tror også, der vil komme en transport af halm fra øst til vest i Danmark, fordi man på Sjælland og Fyn ikke i lige så høj grad har brug for halm til dyrene, men i høj grad bruger det til halmfyr.
- Der er ikke lige så mange dyr i det østlige Danmark, siger han.
Også i Norge har det tørkeramte landbrug givet landmænd alvorlige problemer med at skaffe føde til dyrene.
Norges regering er derfor gået i gang med at undersøge mulighederne for at købe dyrefoder i nabolandene, skriver nyhedsbureauet NTB.
Tørken har i Danmark desuden medført, at det fra onsdag klokken 12 er forbudt at tænde bål i samtlige kommuner i Danmark.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet