Tørken øger brandfare: Pas på med grill og cigaretter
Det er tørt og solrigt i det meste af landet. Men det tørre sommervejr kan øge brandfaren og være en trussel mod afgrøder landet over, advarer Danmarks Meteorologiske Institut.
Med blot 2,2 millimeter nedbør i juli ligger tørkeindekset nu i top, fremgår det af DMI's hjemmeside. Og høj risiko for tørke er lig med øget risiko for brandfare.
Meget tørre forhold øger faren for, at gløder fra åben ild kan starte en naturbrand eller, at en vildfaren gnist fra en grill antænder tørre blade og grene i naturen.
- På landsplan er der indtil nu faldet blot 2,2 mm nedbør i juli. Samtidigt har solindstrålingen og fordampningen været meget høj i hele perioden, siger DMI's klimatolog Frans Rubek.
Ifølge Beredskabsstyrelsen rykker brandvæsnet ud til cirka 100 brande om året i Danmark alene som følge af uhensigtsmæssig adfærd i forbindelse med anvendelse af grill.
- Brandene opstår typisk ved, at der er grillet for tæt på brandbart materiale, ved forkert optænding, eller ved at aske og gløder fra grillen ikke er slukket ordentligt, inden de bliver smidt ud, skriver Beredskabsstyrelsen ifølge DMI.
Prognoserne peger ifølge DMI på, at sommervejret fortsætter.
Selvom der ikke ligefrem er hverken varme- eller hedebølger i sigte, vil tørken udvikle sig yderligere de kommende dage.
Der er derfor stor risiko for, at størstedelen af landet kommer til at ligge i højrisikozonen på tørkeindekset.
I øjeblikket er der mindst risiko for tørke i Sønderjylland.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde