De seneste dages varme og tørre vejr i store dele af landet er kommet som en særdeles kærkommen gave for de danske landmænd.
De våde landbrugsarealer tørster nemlig efter sol, og den skal nok komme i den kommende uge, forudser vejrprofeterne.
- Et par ugers varme og rimeligt tørvejr kan for alvor få sat gang i høstmaskinerne, siger chefkonsulent Jens Elbæk Andersen fra rådgivningscentret LandboNord i Nordjylland.
Foreløbig er kun nogle få procent af den samlede kornhøst kommet i hus. Det er fortrinsvis vinterbyggen, der er bjærget, men snart kommer turen til rapshøsten samt til hvede og vårbyg.
Enkelte steder i det sydøstlige Danmark har der været meldinger om ødelæggende spiring i afgrøderne, mens det slet ikke har været tilfældet længere vestpå.
I det hele taget vil eksperterne hverken tale om en god eller i værste fald en katastrofehøst. Det er for tidligt at spå om, idet der er høstet for lidt indtil nu.
Men sikkert er det - som næsten altid - at udbytterne bliver meget forskellige fra landsdel til landsdel.
- Hvis det gode vejr fortsætter, så har landbruget i dag så god maskinkapacitet, at høsten hurtigt kan komme i hus. 14 dage med godt vejr vil gøre underværker, siger Jens Elbæk Andersen.
Hans kollega, planteavlskonsulent Felix Bentzen fra rådgivningscentret Gefion på Midtsjælland, siger, at mange afgrøder i år kom dårligt fra start på grund af den lange, kolde vinter.
- Men meget kan indhentes med optimale vækst- og høstbetingelser de næste uger, siger Felix Bentzen.
Op til weekenden vurderede landbruget samlet, at 22 procent af vinterbyggen var høstet og to procent af rapsarealerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker