Tour de France maler danske byer gule til folkefest

Kong Christian den X's Bro i Sønderborg blev 100 dage før tour-starten pakket ind i gult stof som en del af start- og målbyernes 100-dagesprogram. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Sidste sommer samlede EM i fodbold danskerne på gaderne. I år er det Tour de France, der giver anledning til en folkefest på de danske veje.

Offentliggjort Sidst opdateret

De fleste danskere kender Birthe Kjærs grandprixsang "Vi maler byen rød".

Men når verdens største cykelløb, Tour de France, kommer til Danmark, vil flere danske byer i stedet blive farvet gule som led i den store folkefest.

Den gule farvelægning kan blandt andet ses i Sønderborg, der er målby for tredje etape, som er den sidste af slagsen på dansk jord i årets Tour de France.

Her har man klædt Kong Christian den X's Bro i gult stof for at markere folkefesten, der vil kunne opleves til flere arrangementer i byen.

Bente Blenstrup, der er projektleder for Tour de France i Sønderborg Kommune, fortæller, at der kommer tre fanzoner.

En ved Gråsten Slot, en på Dybbøl Banke og en på Sønderborg Ø. Der vil blive stillet storskærme op og være streetfood og aktiviteter i løbet af dagen.

- Der vil forhåbentlig være en festivalstemning, hvor man bare dukker op og nyder dagen og selskabet med hinanden samt får en folkefest ud af, at rytterne kommer forbi, siger Bente Blenstrup.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Cykelløbet skydes i gang i København, hvor den første etape bliver en enkeltstart. Her vil der ud over storskærmsarrangement også blive afholdt en cykelfestival - FestiVélo - fra den 1.-2. juli i Fælledparken.

I organisationen bag den danske del af løbet, Grand Départ Denmark, ser de frem til at se den gule folkefest folde sig ud langs ruten og rundt om i byerne.

Flere steder i landet er byerne allerede malet gule. I København er der blevet plantet gule blomster i bedene omkring rådhuset, mens en cykelsti er malet gul i Vejle.

På Ørsted Ølbar, der ligger på Nørre Farimagsgade, hvor startrampen for enkeltstarten vil være, vil de markere folkefesten med en øl brygget til lejligheden.

- Vi har fået et lokalt bryggeri til at lave en øl, der hedder Sour de France i den flotteste gule farve, fortæller Frederik Jørgensen, der bestyrer baren.

Eftersom vejen bliver spærret lang tid i forvejen, har baren skullet forudbestille ekstra varer til levering en uge før tid. Det et lidt bøvlet. Men forhåbentlig det hele værd, når først cykelrytterne ruller forbi over asfalten foran baren.

- Det bliver en stor oplevelse, og det er da helt sikkert det største arrangement, der kommer til at være på vores bar, siger Frederik Jørgensen.

Han vil i den anledning indkalde fire bartendere samt have en enkelt på standby for at imødekomme tørsten hos de mange kunder, han forventer at se den dag.

På en normal fredag står der kun én bartender i baren om eftermiddagen og to om aftenen.

Hos Grand Départ Denmark forventer de også at se en del danskere på vejene. Af den grund har organisationen haft stor fokus på tilskueradfærden.

- Vi ved, at danskerne er mere vant til at se Tour de France på fjernsyn end på vejen, siger Ida Bigum Nielsen, direktør i Grand Départ Denmark.

Organisationen har i den forbindelse laver en tour-guide med det formål at give både tilskuerne og rytterne en god oplevelse.

Trods danskernes manglende erfaring med cykelløb af denne størrelse har Ida Bigum Nielsen stor tillid til, at de fleste, der bevæger sig ud for at opleve det, væbner sig med tålmodighed.

/ritzau/

Tour de France i Danmark

* Danmark fik tildelt værtskabet for cykelløbet den 21. februar 2019. Det skulle oprindeligt være afholdt på dansk jord i 2021, men blev udskudt med et år. Det skete, fordi den danske organisation bag løbet ikke ville have begivenheden klemt ind mellem EM i fodbold og OL, der begge blev udskudt i 2020 på grund af corona.

* Tour de France køres i år for 109. gang. Løbet foregår i perioden 1. til 24. juli. Det slutter som altid på Champs-Élysées i Paris. De tre første etaper køres i Danmark.

* Den første etape er en enkeltstart på cirka 13 kilometer i København. Den starter ved H.C. Andersens Boulevard og slutter på Rådhuspladsen. Undervejs vil rytterne cykle rundt i Indre By og passere Amalienborg, Nyhavn og Christiansborg.

* Anden etape går fra Roskilde til Nyborg og er omkring 202 kilometer lang. Her vil rytterne køre over Storebælt - og der kan forventes sidevind og mulighed for, at nogle af dem stikker i et udbrud.

* Tredje etape går fra Vejle til Sønderborg og er cirka 182 kilometer lang. Rytterne vil komme forbi Jellingstenene.

Kilde: Erhvervsministeriet.

/ritzau/

Grand Départs fire råd til tilskueradfærd

* Hold dig på den rigtige side

Træd ikke ud på vejen, når rytterne kommer. Og hold dig selv og dine ting bag barrieren. Det kan ellers blive farligt for rytterne og for dig selv.

* Hold øje med vejen

Det er ikke kun cykelrytterne, der kører på ruten. Også reklamekaravane med biler og andre ryttere kører etaperne, så hold altid øje med, om der er aktivitet på vejene.

* Planlæg din rejse til og fra løbet og kom i god tid

På den måde sikrer du, at du nemmest og hurtigst kan komme til cykelløbet og hjem igen.

* Spørg de frivillige til råds

Og ret dig efter deres anvisninger. Der er der for at hjælpe og give alle en god oplevelse som tilskuer til Tour de France.

Kilde: Grand Départ Denmark.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu