Politikerne kappes for tiden om at gøre Udkantsdanmark mere attraktivt. Hvis folk var klar over sundhedsfarene i storbyen, ville det måske være lettere at lokke folk til provinsen.
En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at byboere har en 45 procent øget risiko for at udvikle lungekræft sammenlignet med folk på landet. Luftforureningen i storbyen får skylden.
- Det tyder på, at der rent faktisk kan være tale om 200 til 300 tilfælde af lungekræft, der skyldes luftforurening fra trafik, siger afdelingsleder, Ole Raaschou-Nielsen fra Kræftens Bekæmpelse, som står bag undersøgelsen.
En gruppe på over 4000 mennesker har deltaget i undersøgelsen, hvor forskerholdet har sporet samtlige af deltagernes adresser så langt som tilbage til 1971. Her har man lavet beregninger af luftforurening ud fra en model udviklet af Danmarks Miljøundersøgelser.
Det har længe været kendt, at bilers udstødningspartikler ikke er sunde at indånde, og den nye undersøgelse bekræfter da også opfattelsen.
- Selv om vi har brugt kvælstofilter som et mål for luftforurening fra trafik, er det formentligt partiklerne i luften, som kan give lungekræft, fastslår Ole Raaschou-Nielsen.
Undersøgelsens resultater ligger i øvrigt i fint tråd med tidligere studier, der viser en let øget risiko for lungekræft, når man bliver udsat for luftforurening. Det viser for eksempel studier i Sverige, Norge og USA.
- Andre studier har vist en øget risiko for lungekræft, hvis man bliver udsat for dieseludstødning på arbejdet, og vi ved, at dieseludstødning er kræftfremkaldende i forsøgsdyr, siger Ole Raaschou-Nielsen.
Som løsning på problemet peger forskeren på en bred vifte af tiltag. Det gælder skrappere krav til dieselbilers udstødning, skærpede miljøzoner, omlægning af bilafgifterne, mere kollektiv trafik samt betaling for at køre ind i centrum af de større byer.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde