Trafikstøj skader dig selv ved lave grænser
Tiltagende vejstøj er en bombe under danskernes helbred og medfører langt mere sygdom end tidligere antaget. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dansk kæmpestudie viser sammenhæng mellem trafikstøj og alvorlige folkesygdomme selv under grænseværdien.
Trafikstøj øger risikoen for slagtilfælde, hjerte-kar-sygdomme, diabetes 2 og brystkræft.
Omkring 30 procent af danskerne er i dag udsat for trafikstøj over den vejledende grænseværdi på 58 decibel. Men den grænse kan være sat for højt.
Det viser unik dansk forskning fra blandt andre professor Mette Sørensen fra Kræftens Bekæmpelse med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond.
Projektet bygger på et enormt datamateriale. Det er data, der kombinerer oplysninger fra offentlige registre med bestemmelse af støjforurening ved alle danske adresser baseret på en avanceret støjmodel fra Rambøll.
Ud over at det har vist sig, at vejstøj har en negativ effekt på stadigt flere alvorlige folkesygdomme, er det især opsigtsvækkende, at forskerne kan konstatere skader i form af diabetes og hjerte-kar-sygdomme langt under den danske grænseværdi.
- Vi har beregnet påvirkninger helt ned til 35-40 decibel, som er så lave niveauer, at de færreste kan undgå dem, siger Mette Sørensen.
Hendes studier peger på, at de samfundsmæssige konsekvenser af trafikstøj derfor er meget større end hidtil troet og fører til et væsentligt højere antal sygdomstilfælde.
I dag beregner man kun de samfundsmæssige konsekvenser af støj i forhold til blodprop i hjertet og øget dødelighed. Men Mette Sørensens studier peger på, at i hvert fald blodpropper i hjernen og diabetes også bør med.
- Det vil betyde, at de samfundsmæssige omkostninger ved trafikstøj bliver meget højere. Fordi sygdomme som blodprop i hjernen og diabetes ofte er dyre sygdomme at behandle, siger hun.
Dermed er tiltagende vejstøj en stadig større bombe under den stigende trafik.
I sidste års store Infrastrukturplan frem til 2035 afsatte politikerne da også tre milliarder kroner til støjbekæmpelse. Penge, som Vejdirektoratet allerede er i gang med at anvende.
- Vi står for statsvejene, som, selv om de kun udgør en lille del af det samlede danske vejnet, afvikler halvdelen af trafikken.
- Det er især langs motorvejene, hvor trafikken også stiger mest, at vi får stadig flere henvendelser fra borgere og kommuner, siger Jakob Fryd, chefkonsulent i Vejdirektoratet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde