Transportminister giver passagerer megafon
Hvor går man hen, hvis man som passager vil have indflydelse på udviklingen i den kollektive trafik?
Det spørgsmål findes der ikke et klart svar på i dag, og det skal der gøres noget ved, mener Transportministeriet og Forbrugerrådet.
Derfor går de nu sammen om at skabe et nyt organ, som skal give passagererne en samlet stemme og måle brugertilfredsheden på tværs af den kollektive trafik.
- Vi har virkelig svært ved at komme i kontakt med alle brugere af den kollektive trafik, både dem, der bruger den, og dem, der kunne tænkes at bruge den.
- Vi vil gerne have flere input til, hvordan vi kan forbedre den kollektive trafik, og hvad der skal til, hvis vi skal have flere til at vælge tog og bus, siger transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) til Ritzau.
I første omgang går parterne i gang med et forprojekt, som i starten af marts 2014 skal munde ud i en anbefaling til, hvordan det nye organ, der har fået projekttitlen Passagerpulsen, kan organiseres.
Hos Forbrugerrådet oplever formand Anja Philip, at der i dag er masser af steder i det kollektive transportsystem, hvor der ikke tages tilstrækkelig hensyn til passagererne.
- Køreplanerne og trafikinformationen er ikke koordineret på tværs, så folk oplever huller undervejs på rejsen, ligesom de mangler information om det næste transportmiddel, de skal over i.
- Billetkøbet er også et problem, hvor man nogle gange kun kan købe til en del af rejsen, men ikke til den hele, påpeger hun.
Hos en af de ivrigst debatterende brugere af den kollektive trafik, talsmand Michael Randropp fra Pendlerklubben Kystbanen, modtages det nye tiltag positivt.
- Det er rigtig glædeligt, at man begynder at kigge på kryds og tværs af den kollektive trafik. I dag tænker transportleverandørerne kun på deres egne måltal og ingen andres, og det er fuldstændig vanvittigt. Det er dårlig brug af skattekroner, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker