Miljøaktivisterne i Østerild Klitplantage fortsætter med at lege kispus med politiet og de skovarbejdere, der er i gang med at rydde skoven for at give plads til et omdiskuteret testcenter for kæmpevindmøller.
Torsdag morgen og formiddag blev tre aktivister anholdt, oplyser kommunikationsmedarbejder Kurt Steenfeldt fra politiet i Thisted.
- To personer blev observeret inden for det afspærrede område, og de blev anholdt. Den ene blev fundet af en politihund, der havde fået færten af ham. Han blev bidt i ben og arm og rutinemæssigt sendt til behandling på skadestuen. Herfra blev han senere løsladt, siger Kurt Steenfeldt.
En tredje aktivist blev "hjulpet ned" fra et træ, hvor han havde taget ophold inde i det afspærrede område. Han kan nu regne med at skulle betale en bøde på 6000 kroner.
- Han er genganger, idet han tidligere har været anholdt i sagen, siger Kurt Steenfeldt.
Han anslår, at skovningen af de første 12 hektar skov kan afsluttes allerede torsdag aften, hvis arbejderne ikke møder ny modstand. Det er en dag før tidsplanen.
Lokale medier har oplyst, at den person, der onsdag faldt fem meter ned fra et træ uden for det afspærrede område, har fået brud på ryggen. Han skal til yderligere undersøgelser torsdag i Aalborg.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker