Tre ud af fire borgere over 12 år er færdigvaccineret
Vaccination i Brønderslevhallen. Danmark har tilbudt vaccination mod coronavirus siden slutningen af december sidste år. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Siden de første i Danmark blev vaccineret mod corona i december 2020, er 75 procent nu færdigvaccineret.
Vaccination mod coronavirus fortsætter med at skride frem. Tirsdag kan 75 procent af indbyggere i Danmark over 12 år kalde sig færdigvaccineret. Det svarer til tre ud af fire.
Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på det sociale medie Twitter.
Han kalder det "en milepæl" i vaccineudrulningen.
- Vi når i dag en markant milepæl: 75 % af alle danskere på 12+ år er nu færdigvaccineret!
- Vi har brug for den maksimale beskyttelse mod corona i DK, så bliv vaccineret i dag, skriver Magnus Heunicke i sit opslag.
Det er indbyggere i Danmark over 12 år, som bliver inviteret til vaccination mod coronavirus. Det er frivilligt, om man vil lade sig vaccinere.
De 75 procent, som sundhedsministeren omtaler, dækker over alle dem, som er blevet inviteret til coronavaccination.
Tallet bruges til at sige noget om, hvor langt man er med vaccineudrulningen i Danmark.
Kigger man på hele befolkningen - og altså også de grupper, der ikke indgår i vaccinationsprogrammet - opgøres færdigvaccinerede derimod til 66,1 procent.
Det er Statens Serum Institut (SSI), der opgør de tal. Tallet fra SSI bruges til at give en indikation af, hvor godt beskyttet den danske befolkning er mod corona - hvor tæt man er på at opnå flokimmunitet.
De første borgere i Danmark blev vaccineret 28. december sidste år.
Nogle borgere tilbydes ikke vaccination. Det gælder for eksempel børn under 12 år.
Tidligere gjaldt det også for børn mellem 12 og 16 år samt for gravide og ammende. Men i juni og juli blev det ændret, da Sundhedsstyrelsen på baggrund af den seneste data besluttede at tilbyde coronavaccination til disse grupper.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned