Tre ud af ti familier har et gps-ur i hjemmet
GPS-urene er i fremgang blandt de danske familier. (Arkivfoto). Foto: Brian Snyder/Reuters
Gps-ure hitter i de danske hjem, mens fastnettelefonen er på vej helt ud, viser elektronikoverblik.
Det kommer næppe som den store overraskelse, hvis man har fulgt en smule med i, hvad folk omkring én ejer af dimser og elektroniske ting.
Men nye tal bekræfter imidlertid, at der findes stadig flere familier, hvor mindst en person i hjemmet har et gps-ur.
Det fremgår af Danmarks Statistiks opgørelse over elektronik i hjemmet i 2023.
Siden 2020 er andelen af familier med et gps-ur i hjemmet steget fra 23 procent til 34 procent i år.
Derudover har fire ud af ti familier aktivitetsure eller -målere i deres hjem. Her er andelen steget fra 37 procent til 44 procent over tre år, dog med nogle udsving de enkelte år.
Digitaliseringspolitisk chef i Dansk Industri Andreas Holbak Espersen ser det som en interessant udvikling set i lyset af de generelle økonomiske udfordringer sidste år.
- De smarte ure indeholder mange elementer som både kommunikation, fokus på sundhed og vejvisning, som giver en praktisk hjælp, siger han i en skriftlig kommentar.
- Derfor er danskerne også blevet ved med at bruge penge på for eksempel smartwatches og smartphones, selv om økonomiske udfordringer som stigende elpriser, mangel på komponenter og en høj inflation har præget markedet.
Undersøgelsen viser, at ni ud af ti familier har en eller flere smartphones i hjemmet.
Imens fortsætter antallet af fastnettelefoner i de danske hjem med at dale.
Fra 2020 til 2023 er andelen af hjem med fastnettelefoner faldet støt fra 15 procent til otte procent i år.
I alt er 848 personer blevet interviewet til undersøgelsen. Telefoninterviewene fandt sted i april.
Undersøgelsen har en stikprøveusikkerhed på tre procentpoint. Når der sammenlignes mellem to år, er der er en usikkerhed på fem procentpoint, oplyser Danmarks Statistik.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde