Trods mere smitte bliver fortsat få alvorligt syge af corona
Selv om flere siden 1. juni er blevet smittet med corona, er der ikke flere, som bliver alvorligt syge.
De seneste uger er smitten med coronavirus steget, og det har medvirket til, at lidt flere patienter er blevet indlagt med corona.
Til gengæld er der ikke flere, som bliver alvorligt syge af virusset. Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Siden 1. juni er antallet af smittetilfælde tæt på tredoblet. Det er især en undervariant til omikronvarianten, som har ført til stigende smitte i Danmark. Varianten hedder BA.5.
Men selv om antallet af smittetilfælde er steget, så har antallet af indlagte, der er testet positive for corona, næsten været konstant. Faktisk er det kun steget ganske lidt.
Den stigende smitte har heller ikke rykket ved, at det fortsat er et lavt antal personer, som bliver alvorligt syge med corona. Det ses især ved, at der på hospitalernes intensivafdelinger stadig er et lavt antal indlagte med corona, og at antallet ikke er steget de seneste uger.
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm glæder sig over, at spredningen af BA. 5 ikke har givet flere alvorligt syge.
- Tallene er positive, der er ikke flere, der bliver alvorligt syge af den nye variant, og de danske tal svarer til erfaringer fra andre lande, hvor BA.5 har været dominerende i længere tid end i Danmark.
- Vi forventer at se frem til en relativ rolig sommer, men vi holder naturligvis øje med, om der sker ændringer i smittesituationen, siger Søren Brostrøm.
En af årsagerne til, at der er forventning om en relativ rolig sommer, er, at der stadig er en høj immunitet i befolkningen mod corona sammenlignet med sidste sommer.
Det skyldes både boostervaccination og tidligere smitte med corona.
Hen over den igangværende sommer bliver det muligt for særligt udsatte at blive revaccineret endnu en gang.
Frem til at alle over 50 år får tilbudt et fjerde stik med en vaccine 1. oktober, kan personer, der har en særlig risiko for et alvorligt forløb, og som samtidig har en risiko for at blive smittet, få en boostervaccination.
Det oplyste Sundhedsstyrelsen mandag. Her lød det fra styrelsen, at tiltaget sker som et "forsigtighedsprincip" grundet den stigende smitte i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned