Tropisk storm på tværs af kongeligt besøg

Vietnam er blandt de lande i verden, som er hårdest ramt af klimaforandringer. Det mærker regentparret og kronprinsparret på deres statsbesøg. Eftervirkningerne af en tropisk storm, der ramte landet tidligere på ugen, betyder, at programmet i den gamle kejserby, Hue, ændres. En sejltur på floden torsdag er aflyst, fordi vandstanden er steget med to meter.

- Samtidig er strømmen meget stærk, og derfor er det svært at styre de fladbundede både, som vi skulle have sejlet i. Det, vi oplever, viser med tydelighed de klimaforandringer, som de seneste år har præget Vietnam, siger den danske ambassadør Peter Lysholt Hansen, som er med på besøget.

Stormen, der har fået navnet Mirinae, har hærget den centrale del af landet i begyndelsen af ugen og kostet mindst 40 mennesker livet. Adskillige byer er oversvømmet, fordi floderne er gået over deres bredder. Det er eftervirkningerne med store regnmængder, som nu viser sig.

Klimaforandringer eller ej, så fortsætter det officielle program torsdag, hvor regentparret og kronprinsparret iført regntøj først besøger Minh Manhs grav. Han var konge og regerede fra 1820 til 1840. Senere går turen til Vietnams store attraktion det kejserlige palads, hvor de danske gæster modtages af både Folkekomiteen og provinsafdelingen for Hue. Under rundvisningen ser de bygninger, som er under genopførelse efter amerikanernes bombardementer under Vietnamkrigen. Hue var centrum for de heftigste kampe i 1968, hvor flere tusinde indbyggere døde, og 9000 af byens 16.000 bygninger blev beskadiget eller ødelagt.

/ritzau/

Eftervirkningerne af stormen Mirinae griber ind i dronningens statsbesøg i Vietnam. Regentparret oplever, hvad klimaforandringer betyder for Vietnam.

Offentliggjort Sidst opdateret