Islamisk Trossamfund ryster på hovedet over, hvordan man kan føle sig provokeret af, at en letpåklædt popsangerinde kalder sig Medina.
Tirsdag skrev B.T., at lørdagens ægoverfald skyldtes, at popsilden Medina hedder det samme som byen, hvor profeten Muhammed ligger begravet.
- Profetens by er så høj hævet over, hvad en hvilken som helst person kan symbolisere. Der er en afgrundsdyb kløft mellem de to ting. De kan ikke sammenlignes, siger næstformanden i Islamisk Trossamfund, Kraman Shah.
Islamisk Trossamfunds officielle holdning er, at man kan kalde sig lige, hvad man vil. Samtidig har Kraman Shah kun skuldertræk tilovers for de unge indvandrerdrenge, der kastede æg på Medina.
- Hvis de var praktiserende muslimer, ville de slet ikke have befundet sig der, siger Kraman Shah med henvisning til, at koncerten i Ishøj både indeholdte alkohol og en letpåklædt popsangerinde.
Formanden for fædregruppen Khalid Alsubeihi lægger gerne hovedet på blokken, når han siger, at der blot er tale om nogle uopdragne "møgunger". Det religiøse er blot en undskyldning for at lave ballade.
- De har nok kedet sig og ville gerne have noget opmærksomhed. Det er uacceptabelt, hvad de har gjort, men der ligger ingen dybere religiøs følelser til grund, siger Khalid Alsubeihi.
De samme toner lyder fra Islamisk Trossamfund.
- Det er langt ude, at nogen har sat en popstjernes navn i relation til byen Medina, siger Kraman Shah.
Han opfordrer de unge ballademagere til at komme forbi moskeen, hvis de vil vide, hvad Islam virkelig står for.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde