Tsunamiramt område er uegnet for danskere

Danske surfere tager sjældent til Mentawai på Indonesiens vestkyst, der tirsdag blev ramt af et jordskælv og en tsunami. Det fortæller den erfarne danske surfer Steen Carstens fra Skødstrup, der selv har surfet i området.

- Mentawai er et sted for erfarne surfere, der er vant til store bølger og med langt større kraft end i Danmark. Derfor tager de fleste danskere til Bali i stedet, siger den 38-årige surfer til Ritzau.

Han fortæller desuden, at de fleste danske surfere kender hinanden eller ved, om der er nogen på surfture, og at han ikke har hørt, at der skulle være danske i området for tiden.

Steen Carstens er rystet over tsunamien, der foreløbig har kostet 108 livet, mens 502 mennesker er savnet.

Han tænker først og fremmest på menneskerne i området og sammenligner det med tsunamien i samme region i 2004.

- Man frygter for det smilene folk derude og denne her katastrofe, der er uden dimensioner. Sidst hørte man, at det havde ramt 380, og så kom tallet op på 200.000. Det kan man slet ikke forholde sig til, siger han.

Grunden til, at området ved Sumatra og Mentawai er så populært blandt surfere, er ifølge Steen Carstens, at bølgerne bryder på en helt speciel og perfekt måde på koralrevene, fordi der er fralandsvind.

- Det er strandområder med rev og palmer og rimeligt ufremkommeligt. På Mentawai foregår surfrejserne med båd, som man bor på i en uge eller 14 dage, og så sejler båden til de forskellige spots, siger han.

Steen Carstens tilføjer, at flere af de områder, der sidst blev ramt af en tsunami, også var yndede surfområder, men at de nu er tørlagte og fuldstændig ødelagte.

/ritzau/

Det tsunamiramte område i Indonesien er et yndet rejsemål for surfere. Men kun få danskere tager derud, fordi det kræver meget surferfaring, siger dansk surfer.

Offentliggjort Sidst opdateret