Saftevand kan indeholde høje koncentrationer af tungmetallet antimon, og det vækker bekymring hos forskere.
- I en drikkeklar kirsebærsaft fandt vi for eksempel et antimon-indhold på 2,7 gange over EU's grænseværdi for drikkevand, som er fem mikrogram pr. liter, siger ph.d.-studerende Claus Hansen fra Det Farmaceutiske Fakultet under Københavns Universitet.
I koncentreret frugtsaft var tallet endnu højere, nemlig næsten ni gange over grænseværdien for et produkt, der havde overskredet sidste salgsdato.
Claus Hansen har sammen med forskerkolleger målt mængden af antimon i 42 forskellige produkter fra Danmark, Skotland og Grækenland - herunder solbærsaft, jordbærsaft, hindbærsaft, kirsebærsaft og saft, der smager af henholdsvis mynte og karamel.
Der er ingen grænseværdier for, hvor meget antimon der må være i fødevarer, og derfor er der ingen lovgivning, der er overtrådt. Samtidig skal man drikke rigtig meget solbærsaft for at overskride den anbefalede maksimale dosis, understreger Claus Hansen.
Det høje indhold af stoffet kan delvis stamme fra plastik-emballagen PET, som indeholder antimon-trioxid og blandt andet bruges til indpakning af fødevarer. Den anvendes hyppigt, fordi den ikke indeholder de berygtede ftalat-blødgørere, der mistænkes for at være hormonforstyrrende. Men til gengæld mistænkes antimon-trioxid for at være kræftfremkaldende.
- Vi kan ikke konkludere noget endegyldigt om forureningskilden. Men det er ikke desto mindre bekymrende, da ingen rigtig ved, hvilken effekt et højt indtag af antimon har på den menneskelige organisme på længere sigt, siger Claus Hansen.
Ud over PET-emballage kan antimon-indholdet også skyldes opbevaringstemperatur, jordforhold under dyrkningen af bær samt behandlingen af frugtsafter i produktionsfasen.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet