Turister i brændende Sydeuropa søger råd hos danske myndigheder
I weekenden kæmpede brandfolk med at få kontrol over en skovbrand ved den græske landsby Lampiri, som ligger vest for Grækenlands tredjestørste by, Patras. Både fly og helikoptere assisterede brandfolkene på jorden i forsøget på at slukke flammerne. Foto: Str/Ritzau Scanpix
Str/Ritzau Scanpix
Udenrigsministeriet får mange opkald fra danske borgere, der er på ferie i områder, som hærges af skovbrande.
Sydeuropa er plaget af skovbrande, og det har fået en del danske borgere til at rette bekymrede henvendelser til Udenrigsministeriets Borgerservice.
Det fortæller Frej Jackson, der er fungerende chef for Udenrigsministeriets Borgerservice.
- Der er enkelte i Tyrkiet, som ringer og siger, at de kan se brandene fra vinduerne, og at de er generede af røg og aske. De er naturligvis bekymrede og spørger, hvordan de skal forholde sig.
- Heldigvis har vi ikke modtaget meldinger om danskere, der skulle være kommet til skade eller er blevet evakueret fra deres hoteller.
Myndighederne i populære ferielande som Italien, Spanien, Grækenland og Tyrkiet har de seneste dage meldt om voldsomme skovbrande flere steder.
Ambassaderne i de berørte lande følger udviklingen tæt, fortæller Frej Jackson.
Frej Jackson kan ikke sætte tal på, hvor mange henvendelser Udenrigsministeriets Borgerservice har fået. Men det gælder både personer, som allerede er afsted, samt personer, som endnu ikke har sat kursen sydpå endnu.
Danske turister, som er på vej på ferie i Sydeuropa, bør få styr på deres rejseforsikring, lyder rådet.
- Så sikrer man sig at slippe for en regning for en eventuel evakuering, hvis hotellet bliver berørt.
- Så råder vi også til at downloade appen "Rejseklar", så de kan blive tilmeldt Danskerlisten. Det giver os i Udenrigsministeriet mulighed for at kommunikere til dem.
Er man som dansk turist allerede afsted på ferie, råder Frej Jackson til at holde kontakt med rejseselskabet og hotellet.
- De er i tæt kontakt med myndighederne. Så det er en god idé at tage kontakt til dem, hvis man er i tvivl om, hvordan man skal forholde sig i situationen.
Udenrigsministeriets Borgerservice siger generelt til dem, der ringer, at skovbrande ikke er usædvanlige for eksempelvis Grækenland på dette tidspunkt af året.
De fleste af brandene er desuden ved at være under kontrol, lyder meldingerne ifølge Frej Jackson.
Men myndighederne følger situationen tæt, forsikrer han.
- Vi orienterer på Danskerlisten, og så opfordrer vi til at følge lokale myndigheders anvisninger og følge med i pressen, lyder det.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker