Tusindvis får studienej: Ignorerer basale adgangskrav

Selvom landets uddannelsessteder tydeligt skilter med basale adgangskrav til deres videregående uddannelser, så får 10.719 uddannelsessøgende - eller flere end hver tiende ansøger - tirsdag et afslag, fordi de ikke lever op til simple krav.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er særligt krav om eksamen i enkelte fag på bestemte niveauer, såsom matematik på B-niveau, som de studerende ignorerer, men som er årsag til de mange afslag.

Værst står det til ved uddannelser på erhvervsakademierne, hvor andelen, der søger selvom de ikke har en kinamands chance for at komme ind, er firdoblet siden 2010.

I år får knap 2000 studiesøgende på erhvervsakademierne - omkring en ud af seks ansøgerne - et nej på grund af kravene, og det undrer projektleder Ingrid Juul ved Københavns Erhvervsakademi, KEA.

- Det står på vores hjemmeside, hvad adgangskravet er for hver enkelt uddannelse, og alligevel så modtager vi en hel del ansøgninger, hvor typisk matematik eller engelsk ikke er bestået, siger Ingrid Juul til Ritzau.

- Det er ikke noget nyt, men der er bare kommet ekstremt mange flere, end der plejer at være, fortæller hun.

På uddannelser til professionsbachelor får godt 4300 et nej på grund af adgangskravene i år, og det er stigning på 19 procent i forhold til sidste år.

Årsagen skyldes særligt nye krav om et karaktergennemsnit på over syv, vurderer Lene Zakarias, studieleder ved University College Nordjylland.

- Der har været markante ændringer på optagelseskravet til læreruddannelsen, og det har gjort, at vi har måttet afvise væsentligt flere ansøgninger, siger hun til Ritzau.

På bacheloruddannelserne er de studerende det seneste år blevet en anelse bedre til kun at søge studier, hvor de rent faktisk opfylder kravene.

Derfor er det godt hver ottende ansøger til en videregående uddannelse, som får et pænt nej tak i år. Det er dog stadig en stigning fra 6000 studiesøgende i 2010 til de godt 10.000 i år, som får nej alene på grund af basale krav.

/ritzau/