Godt nok er de kongelige, men de er også moderne og nede på jorden - og så går deres søn i en almindelig dansk folkeskole.
Det populære amerikanske tv-show The Today Show havde mandag et indslag med danske kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der i denne uge er på officielt besøg i USA.
Tv-showet har mindst lige så mange seere, som der er indbyggere i Danmark.
Og de amerikanske seere fik billedet af et meget afslappet Danmark, hvor det tilsyneladende er muligt for kronprinsparret at være kongelige og samtidig leve et normalt liv.
- Selv om de er arvtagere til et af Europas ældste kongehuse, kunne kronprinsparret ikke være mere moderne, fastslog tv-værten Amy Robach, der som for at understrege det uformelle, lod interviewet foregå ved et cafébord i en offentlig park.
- Deres ældste søn, Christian, går i en almindelig folkeskole, hvilket jo også kan ses som en ros til det danske skolesystem, fortalte tv-værten.
Kronprinsparrets fire børn er alle hjemme i København, mens forældrene er i USA.
Søndag vakte kronprinsesse Mary ifølge avisen New York Times glæde i den fattige New York-bydel Queens, da hun besøgte et lokalt medborgerhus. Huset, Jacob A. Riis Neighborhood Settlement House, er opkaldt efter den danske fotograf Jacob A. Riis.
Mødet med kronprinsessen bekræftede endda otte-årige Shadiamond Thrower i, at det kan betale sig at gå efter en karriere som prinsesse.
- Men det skal være i Queens, for der er varmere, sagde hun til avisen.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary ankom i sidste uge til New York for at promovere en sund livsstil i det dansk erhvervsfremstød "Creative and Healthy for Life".
Det skal sætte fokus på Danmarks position inden for digitale løsninger på sundhedsområdet og skabe opmærksomhed om dansk design, mode og design.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker