Tv-nævn vil granske ROJ TV's udsendelser

Radio- og tv-nævnet indleder en undersøgelse af ROJ TV, der kan betyde inddragelse af den terrordømte kurdiske tv-stations sendetilladelse.

- Byrettens dom fremhæver flere forhold, der kan være relevante for en vurdering efter radio- og fjernsynsloven, udtaler Scherfig.

Tidligere på måneden dømte Københavns Byret ROJ TV for at støtte kurdiske PKK, der kæmper for en selvstændig kurdisk stat, men står på terrorlisten i blandt andet EU og USA.

Byretten fratog dog ikke stationen retten til at sende, fordi der ikke er hjemmel i loven til det.

Radio- og tv-nævnets beslutning tager ifølge Christian Scherfig både udgangspunkt i tv-stationens udsendelser og i, at det i byretten blev slået fast, at de væsentligste redaktionelle beslutninger træffes i Belgien.

Sidstnævnte er som udgangspunkt ikke tilladt, hvis man skal have dansk sendetilladelse.

- Nævnet vil nu indhente oplysninger om såvel programvirksomhed som omstændighederne omkring de redaktionelle beslutninger og på den baggrund foretage en vurdering af, om registreringen kan opretholdes, siger Scherfig.

Justitsminister Morten Bødskov (S) slog efter byrettens dom fast, at regeringen vil lukke det hul i loven, som betyder, at retten ikke kan fratage tv-stationen sendetilladelsen. ROJ TV har anket dommen til landsretten.

- Nævnets tilsynssag er ikke en indblanding i den strafferetlige bedømmelse. Nævnets vurdering sker efter radio- og fjernsynsloven, og der er ingen automatisk forbindelse mellem den sag og bedømmelsen efter straffeloven, siger formanden.

Selvom ROJ TV i øjeblikket opretholder dansk sendetilladelse, er det efter dommen allerede blevet sværere at se kanalen, der af mange kurdere ses som det eneste reelle medie, der ikke er styret af Tyrkiet.

Satellitudbyderne Eurobird og Eutelsat har hen over weekenden besluttet, at man ikke længere vil sende ROJ TV. Hvis man vil se kanalen i øjeblikket, skal den derfor ses via internettet.

/ritzau/

Radio- og tv-nævnet vil undersøge, om ROJ TV skal have inddraget sendetilladelsen efter dom i byretten.

Offentliggjort Sidst opdateret