Tv og mobil er forbudt for børn om natten

Danske børn sover i gennemsnit en time for lidt hver nat, og det kan give dem de samme symptomer, som børn med ADHD har.

Det viser ny forskning, og det har givet skoleinspektør Bent Nielsen, Bankagerskolen i Horsens, blod på tanden, så telefoner og mobiler kan ryge ud af børneværelserne om natten.

- Vi vil gerne undersøge, om det også gælder for vores elever, og sammen med forældrene lave en indsats, hvis det viser sig, at de kommer for sent i seng, siger Bent Nielsen.

Rastløshed, uro i kroppen, koncentrationsproblemer og indlæringsbesvær er nogle af de symptomer, man ser hos de raske, men trætte børn.

- Nogle elever har særdeles svært ved at koncentrere sig i timerne, og lærerne bruger uforholdsmæssig meget tid på at skabe ro i klasserne, Årsagen kan meget vel være den simple, at de sover for lidt og i stedet for bruger natten til at zappe rundt på fjernsyn og mobiltelefoner, siger han.

I første omgang bliver forskellige klassers søvnvaner undersøgt, og hvis det viser sig, at børnene kommer for sent i seng, vil skolen tage fat i forældrene - også konkrete forældre.

- Det er en fælles opgave for skolen og forældrene, at børnene møder friske og veloplagte i skolen, siger Bent Nielsen.

Problemet med manglende søvn er størst hos elever i puberteten, men forældrene skal inddrages så tidligt som muligt. Helst inden deres børn starter i børnehaveklassen, mener skoleinspektøren.

/ritzau/

Alt for mange børn kommer for sent i seng. Skoleinspektør på Bankagerskolen i Horsens undersøger elevernes søvnvaner for at få et billede af problemets omfang.

Offentliggjort Sidst opdateret