Beviserne var for dårlige til at tilbageholde de formodede pirater, som det danske krigsskib Esbern Snare lørdag angreb i Adenbugten mellem Den Arabiske Halvø og Somalia. Det oplyser søværnet.
En helikopter fra det danske skib skød varselsskud mod båden, som blev mistænkt for først at ville angribe handelsskibet Caribbean Carrier og dernæst det norske skib Hoegh Oslo.
Trods meldingen fra Caribbean Carrier om, at piraterne skød, så rakte det ikke til at tilbageholde dem.
Kaptajnen på det danske krigsskib besluttede, at de formodede pirater skulle slippes fri, fordi beviserne mod dem ikke var stærke nok, oplyser presseofficer Kenneth Nielsen, søværnet.
- De er ikke taget direkte i at gennemføre en forbrydelse. Da skal man tages med fingrene i kagedåsen, siger presseofficer Kenneth Nielsen.
Hvis beviserne havde været stærke nok, kunne de formodede pirater være ført til Kenya for at blive retsforfulgt dér, oplyser presseofficeren.
De formodede pirater var på flugt i retning af Somalia, da de blev stoppet af varselsskud fra den danske helikopter fra Esbern Snare.
Ifølge søværnet gik soldater fra det danske skib om bord og fandt både brugt og ubrugt ammunition, knive og "andre piratrelaterede effekter". Deres våben og udstyr blev beslaglagt.
Regeringens støtteparti Dansk Folkeparti er forbløffet over, at de formodede pirater omgående blev løsladt.
- Nu kan piraterne bare gå ind på det lokale marked og købe nye Kalashnikov, ammunition og reb, og så er de klar til at angribe et nyt skib. Det dur simpelthen ikke, siger forsvarsordfører Ib Poulsen, Dansk Folkeparti.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker