Der hersker glæde og tilfredshed på Tyrkiets ambassade i København, efter at justitsminister Lars Barfoed (K) har valgt at rejse tiltale mod den omstridte kurdiske tv-station ROJ TV.
- Vi er glade for, at den danske anklagemyndighed i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser har færdiggjort sin grundige efterforskning, og at justitsministeren har godkendt indstillingen om, at der skal rejses tiltale mod ROJ TV for at støtte terrorisme, siger den tyrkiske ambassadør, Berki Dibek, til Ritzau.
- Vi har arbejdet tæt sammen med de danske myndigheder i forbindelse med efterforskningen, og vi har bidraget med beviser, fortæller Berki Dibek, der betegner ROJ TV som "et talerør for PKK".
Den kurdiske oprørsbevægelse optræder på EU's og USA's lister over terrororganisationer, og ifølge ambassadøren har Tyrkiet de sidste 26 år "lidt under PKK's terrorisme, som har krævet omkring 40.000 ofre".
ROJ TV blev meldt til politiet allerede i juli 2005, og både herhjemme og i udlandet har der været skarp kritik af den lange efterforskningstid - især fra USA.
Ambassadør Dibek ønsker dog ikke at kommentere, hvad han synes om, at det har taget hele fem år at rejse tiltale mod tv-stationen.
Han henviser i stedet til rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen, der i en pressemeddelelse udtaler:
- Efterforskningen har i vidt omfang været rettet mod forhold i udlandet, navnlig Tyrkiet, og har blandt andet derfor været meget tidskrævende. Men jeg vil gerne understrege, at anklagemyndigheden beklager den lange sagsbehandlingstid.
I Belgien har myndighederne stemplet ROJ TV som terrorrelateret, og i både Frankrig og Storbritannien er forløbere for ROJ TV forbudt.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde