Tyrkiske uroligheder skræmmer danskerne fra storbyferie
Bål, brand og tåregas på Taksim-pladsen i Istanbul får nu rejselystne danskere til at fravælge byen som rejsemål.
På rejsesøgemaskinen Momondo er søgningerne efter flyrejser til Tyrkiets største by faldet med hele 30 procent, siden urolighederne startede for 12 dage siden.
- Det er et markant fald for den ellers populære rejsedestination, fortæller Momondo.
- Det tyder på, at urolighederne har fået nogle danskere til at overveje ferieplanerne en ekstra gang, skriver pressechef hos Momondo Julie Pedersen i en pressemeddelelse.
Den faldende efterspørgsel mærkes også hos FDM Travel og Spies, som dog ikke kan melde om nogen bekymring hos de gæster, der allerede har bestilt rejse til den tyrkiske storby.
- Vi har ikke haft nogen, som har ønsket at ændre deres rejse til Istanbul - kun et par, som ønskede et hotel, som lå knap så tæt på pladsen med urolighederne, fortæller kommunikationschef hos Spies Torben Andersen.
Han tror på, at danskerne har forstået, at urolighederne koncentrerer sig om Taksim-pladsen i Istanbul. Og noget kan tyde på det - kystbyerne har i hvert fald lige så stor tiltrækningskraft som normalt, siger Julie Pedersen fra Momondo.
- Danskerne er ikke nervøse for Tyrkiets øvrige rejsemål. Dem bliver der søgt lige så ivrigt på.
Det bekræfter man hos rejseselskabet Scanway Tyrkieteksperten, som specialiserer sig indenfor rejser til Tyrkiet. Her oplever de ingen uro fra strand- og solhungrende danske feriegæster.
- Der er jo udsving fra sæson til sæson, så det er altid lidt svært at sige, men deciderede urolige gæster har vi slet ikke, siger Deniz Jensen, salgs- og marketingsdirektør i Scanway.
Gadekampe mellem demonstranter og uropoliti fortsatte natten til onsdag i både Istanbul og hovedstaden Ankara.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet