At sammenligne hiv-smittede med massemordere er både krænkende og stigmatiserende. Det mener Henrik Arildsen, formand for patientforeningen Hiv-Danmark, om den tyske aidskampagne, der viser film og billeder af massemordere og diktatorer som Hitler og Stalin i hed elskov med unge kvinder. På billederne står skrevet, at "aids er en massemorder."
- Det er ikke os, der er massemordere, det er virus, der er massemorderen. Reklamebureauet, der står bag kampagnen, har tilsyneladende overhovedet ikke haft nogen som helst hiv-smittede inde over, for havde de haft mulighed for at give deres besyv med, så er jeg sikker på, de havde frabedt sig denne her slags kampagne, siger Henrik Arildsen.
Formanden mener desuden, at kampagnen kan have en negativ effekt på antallet af personer, der lader sig teste for sygdommen.
- Hvis man skal lave kampagner, hvor man præsenterer hiv-smittede som massemordere, så synes jeg, man skyder sig selv i foden, fordi hvorfor skulle en person så gå hen og lade sig teste overhovedet, hvis man ved, at man bliver slået i hartkorn med en massemorder, siger Henrik Arildsen.
Hiv-Danmark er nu i gang med at tage kontakt til andre europæiske patientforeninger for at undersøge mulighederne for at tage til genmæle og få stoppet den kontroversielle kampagne.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker