Tysk mindretal vil have flere penge

Det tysktalende folk i Sønderjylland står nu med et stærkt kort på hånden til at skaffe sig flere penge fra den danske regering.

Sådan lyder det fra det tyske mindretals formand, Hinrich Jürgensen.

Europarådet opfordrer i en ny rapport Danmark til at fremme det tyske sprog og øge kendskabet til det tyske mindretal.

Og med den rapport i hånden tror formanden, at der er penge at hente i den danske regering.

- Det er en stærk opfordring, når det er Europarådet, der anbefaler det, siger Hinrich Jürgensen.

- Jeg kunne godt forestille mig, at vi fik nogle midler, som vi kunne bruge på at udbrede kendskabet til mindretallet via radio og tv, siger han.

Det tyske mindretal får i dag støtte til at gennemføre en daglig nyhedsudsendelse i radio på tysk.

Men en af de konkrete anbefalinger fra Europarådet lyder netop på, at Danmark bør øge mængden af tysktransmitteret radio samt laver flere tv-udsendelser på tysk.

- Vi vil prøve at bruge rapporten som en løftestang og snakke med regeringen om, hvorvidt der er midler, lyder det fra en optimistisk Hinrich Jürgensen.

Om Danmark til gengæld vil gøre mere for at sikre, at det tyske sprog også bliver brugt på sygehuse og inden for plejesektoren, er formanden dog mere skeptisk omkring.

- Vi har før peget på dette problem. Der findes jo nok medarbejdere, der kan tysk, folk er bare ikke klar over det, siger han og mener, at der er brug for en større oplysningskampagne.

I Sønderjylland bor cirka 15.000 mennesker, som danner det tyske mindretal.

/ritzau/

Det tyske mindretal øjner nu chancen for at hive flere penge ud af den danske regering.

Offentliggjort Sidst opdateret