Tysk tænker er stadig aktuel efter 60 år

Den tyske samfundsfilosof Jürgen Habermas er nok mest kendt for sin offentlighedsteori. Han fylder 95 år tirsdag den 18. juni. (Arkivfoto). Foto: Dpa/Ritzau Scanpix

Den tyske samfundsfilosof og sociolog Jürgen Habermas præger stadig samfundsdebatten den dag i dag. Tirsdag den 18. juni fylder han 95 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han er blevet beskrevet som en af vor samtids vigtigste og mest indflydelsesrige tænkere.

Jürgen Habermas følger stadig med i udviklingen i Europa og deltager i samfundsdebatten.

Den tyske filosof og sociolog fylder 95 år torsdag den 18. juni.

Et år efter at Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, skrev Jürgen Habermas i et essay i den tyske avis Süddeutsche Zeitung, at han frygter en ny verdenskrig.

Vesten bærer "et moralsk medansvar for de ofre og ødelæggelser, der er forårsaget af våben fra Vesten", skrev han.

Derfor kan Vesten "ikke bare skubbe ansvaret for de brutale konsekvenser af den forlængelse af kampene, som kun er mulig takket være deres militære støtte, over på den ukrainske regering".

Habermas understregede vigtigheden i "rettidige forhandlinger, som vil kunne forhindre den langvarige krig i at kræve endnu flere menneskeliv og ødelæggelser".

Jürgen Habermas har præget samfundsdebatten, siden hans første bog, "Borgerlig offentlighed", udkom i 1962.

Bogen blev kimen til den offentlighedsteori, som han især er kendt for.

Habermas beskriver, at skiftet fra det feudale samfund til oplysningstiden førte til, at borgerne fik mulighed for at mødes frit i offentligheden, hvor de kunne diskutere samfundets problemer og lægge pres på politikere og magthavere.

Det er siden blevet til mange bøger, der er oversat til flere sprog.

I 2019 udkom hans gigantværk "Auch eine Geschichte der Philosophie" i to bind, der samlet fylder over 1700 sider.

Og i 2022 udkom hans bog "Den nye borgerlige offentlighed", der beskæftiger sig med indflydelsen fra de sociale medier.

Jürgen Habermas blev født i den tyske by Düsseldorf.

Han tilbragte sin barndom i Gummersbach nær Köln. Som mange andre tyske unge i 1930'erne var Habermas aktiv i den nazistiske ungdomsorganisation, Hitlerjugend, hvor han var sanitetshjælper.

Habermas' opvækst i Adolf Hitlers nazistiske og totalitære regime og under Anden Verdenskrig har været med til at forme ham.

Han blev født med en ganespalte. Han har sagt, at den gav ham talebesvær og fik ham til at tænke dybt over vigtigheden af kommunikation.

Jürgen Habermas blev gift med Ute Wesselhoeft i juli 1955. Sammen har de fået tre børn.

Et af dem - historiker Rebekka Habermas - døde i december 2023 som 64-årig.

/ritzau/