Tyve skrotter skrottet

De seneste år har det været meget populært at stjæle skrot, men nu er prisen på brugte metaller faldet så meget, at tyvene ikke gider stjæle det længere. Det oplyser DR P4 Trekanten.  
Faktisk var skrottyverier engang så populære, at politiet begyndte at føre statistisk over antallet af større skrottyverier.
 
I de to første måneder af i år, har der kun været et eneste tyveri af skrot i Trekantområdet, oplyser DR P4 Trekanten.
 
Sidste år var der på samme tidspunkt 12 tyverier, og året før 18. Før den tid har politiet ikke konkrete tal om skrottyverierne.
 
Formentlig er der en klar sammenhæng mellem tyvenes interesse for de brugte metaller, og den pris de kan få for metallerne hos produkthandlere.
 
Mens skrottyverierne var på sit højeste var det særligt ledninger, som tyvene interesserede for. Kobberet inde i ledningerne kunne nemlig indbringe mange penge.
 
I sommeren 2008 var prisen på kobberet oppe på mellem 35 og 40 kroner kiloet, men med finanskrisen er efterspørgslen på metaller faldet drastisk, og det samme er prisen. Nu vil en af landets største genbrugsvirksomheder, Uniscrap, kun betale omkring 12 kr. pr. kilo kobber.
 
Det samme gør sig gældende for aluminium. Her lå prisen i sommer på 7,50 kr. kiloet - men nu er de brugte alufælge kun et par kroner værd pr. kilo.




Skrot er nu så billigt, at tyvene ikke gider stjæle det

Offentliggjort Sidst opdateret