Udbud af fem millioner selvtest annulleres

Nye testanbefalinger har mindsket behovet for flere selvtest, skriver Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et udbud af fem millioner antigen-selvtest bliver annulleret.

Det skriver Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at behovet for selvtest for coronavirus har ændret sig markant i kølvandet på lempelsen af testanbefalingerne den 10. marts.

Samtidig vurderer styrelsen, at de danske lagre med selvtest er tilstrækkeligt robuste, hvis der skulle komme en ny bølge med coronavirus.

Styrelsen bemærker, at selvtest var en vigtig del af testindsatsen i løbet af vinteren. Her lå antallet af nye smittede på et tidspunkt over 50.000 om dagen.

Situationen forbedrede sig dog hurtigere end forventet. Det har samtidig betydet, at forbruget af selvtest har været lavere end ventet.

Danmark har aktuelt en lagerbeholdning på cirka 40 millioner selvtest.

De vil fortsat blive tilbudt til personale og besøgende i ældreplejen og på sundhedsområdet.

Den nationale lagerbeholdning forventes at indgå i regeringens kommende teststrategi for efteråret og vinteren.

Størstedelen af de indkøbte selvtest har en holdbarhed frem til vinteren 2023/2024.