Udenrigsministeren håber på handlingspræget kvindetopmøde
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) ser frem til konkrete handlingsforslag på kvindekonference i København.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) håber, at der kommer konkrete handlingsforslag på bordet, når København i de kommende dage er værtsby for en international konference om kvinders rettigheder, sundhed og vilkår.
- Jeg håber, at det bliver et meget handlingsorienteret topmøde. Vi skal ikke bruge tiden på at formulere en eller anden lang tekst med masser af flotte ord.
- Vi skal bruge tiden på at finde ud af, hvad gør vi så konkret, der hvor piger og kvinder ikke har de samme muligheder som mænd, siger han.
Over 5000 kvinder og mænd fra 168 lande samles i København 16.-19. maj. Organisationen Women Deliver er arrangør, og konferencen er den største af sin slags de seneste ti år.
Politikere, topembedsmænd, forskere og aktivister skal inspirere hinanden til konkrete løsninger. Fra Danmark deltager blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), kronprinsesse Mary og altså også udenrigsministeren.
- Alt for mange steder i verden bliver piger og kvinder holdt uden for arbejdsmarked, uddannelse og sundhedsområdet. Det er ikke kun til skade for pigerne, men for hele samfundet, siger han.
Et af arrangementerne under konferencen har netop fokus på, at der er store økonomiske gevinster at hente ved ligestilling mellem kønnene. Og det er et vigtigt fokus, siger udenrigsministeren.
- Vi har jo brug for argumenter, som vi kan tage med til de lande, hvor kultur eller traditionelle ritualer gør, at man ikke har ligestilling.
- Når man som udenrigsminister sidder over for en præsident eller premierminister, har man brug for at kunne sige, at der er alletiders begrundelse for at skabe ligestilling, for det giver et rigere samfund, siger han.
Den danske udenrigsminister har dog ikke en pose penge med til nye initiativer i forbindelse med konferencen.
- Vi bruger allerede en stor pose penge hvert år. I 2015 brugte vi 3,5 milliard kroner på kønsmæssig ligestilling, når man ser på, hvad Danmark giver i udviklingsbistand, og hvad programmerne indeholder.
- Så selvfølgelig har vi penge i reserve, men også mulighed for at prioritere om, hvis de rigtige ideer kommer, siger Kristian Jensen.
I 2016 giver Danmark i alt 14,8 milliarder kroner i den samlede udviklingsbistand - det er 2,9 milliarder kroner mindre end i 2015.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker