Mennesker med depressioner henvises i stor udstrækning til psykologbehandling med tilskud fra det offentlige.
I 2010 kom op imod 22.000 med i den nye ordning, og det er fem gange så mange, som Danske Regioner skønnede, da ordningen trådte i kraft i 2008.
Sidste år kostede ordningen således regionerne 80 millioner kroner. Det er dobbelt så meget, som oprindelig beregnet.
Samtidig viser en evaluering, at kun hver tredje af de henviste lever op til ordningens kriterier. De øvrige er enten for hårdt ramt eller lider slet ikke af en depression.
- Det er ikke godt nok, at lægerne tilsyneladende bare giver los og henviser patienter, fordi det er nemmest, siger Anders Kuhnau, næstformand i regionernes lønnings- og takstnævn.
Ifølge en evaluering lider kun 33 procent af let til moderat depression, sådan som kriterierne lyder. 39 procent af de henviste viser ingen tegn på depression, mens 28 procent er så hårdt ramt, at de i stedet burde have hjælp i for eksempel psykiatrien.
Kritikken afvises af Henrik Dibbern, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Han siger, at ingen læger henviser med mindre, de tror, at patienten har et behov, men at 100 procents præcision er urealistisk.
- Ordningen er vanskelig, fordi der skal tages udgangspunkt i et pointsystem. Men det er ikke alle patienter, der lige passer ind i de kasser, fordi de befinder sig i en tilstand, hvor de både kan lide af depression og angst, siger Henrik Dibbern.
Han foreslår, at ordningen laves om, så patienterne i første omgang henvises til en afklarende konsultation hos en psykolog. Først derefter træffes der beslutning om, hvorvidt de lever op til kriterierne.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker