Udgifter til hjemmesygepleje boomer

Flere og flere af kommunernes penge går til at give borgerne hjælp i deres eget hjem.

Mellem 2008 og 2010 er udgifterne til hjemmesygepleje nemlig røget i vejret. Helt præcist er de vokset med 15,8 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Ifølge statistikbanken kan tallene endda være højere på grund af usikkerheder i undersøgelsen.

Stigningen var størst mellem 2008 og 2009, hvor kommunernes forbrug steg med 11,2 procent.

Gør man stigningen op i udgifter per indbygger i Danmark, er de steget fra 438 kroner i 2008 til 507 kroner i 2010.

Geografisk tegner der sig et billede af, at omkostningerne til hjemmesygeplejere er skudt mere i vejret i nogle kommuner end andre.

Kommunerne i Region Hovedstaden markerer sig med den største samlede stigning siden 2008. Her steg udgifterne med 29,3 procent. Det svarer til en gennemsnitlig stigning fra 372 kroner til 481 kroner per indbygger.

Kommunerne i Region Sjælland er til gengæld dem, der samlet set har de udgifter, der er steget mindst. Her er de steget med 2,6 procent i løbet af de to år. Med andre ord skulle indbyggerne i regionen betale 378 kroner i 2008 og 388 kroner i 2010.

Undersøgelsen tager dog ikke højde for aldersforskelle i kommunerne, selv om man må antage, at de fleste af dem, der har brug for hjemmepleje, er ældre borgere.

Hjemmesygepleje er nemlig en ydelse, der giver borgere i landets kommuner mulighed for at få hjemmebesøg. De kan blandt andet få hjælp til at tage medicin, rense sår og pleje vejrtrækningsproblemer.

/ritzau/

Siden 2008 er de danske kommuners udgifter til hjemmesygepleje steget med over 15 procent.

Offentliggjort Sidst opdateret