Udlændingestyrelsen svigter tilsyn med landets asylcentre
Børnecenter Tullebølle (billedet) på Langeland kom i vælten efter en række dårlige sager. Det fik Udlændingestyrelsen til at rykke ud på et tilsyn. Det er dog det eneste center, der har haft tilsyn for andet end lommepenge og undervisningsmateriale, viser aktindsigt ifølge Radio24syv. Arkivfoto Foto: Polfoto/Aarestrup Pedersen Rune
/ritzau/Pedersen Rune Aarestrup
Siden 2014 har Udlændingestyrelsen kun ført tilsyn med lommepenge og materiale til undervisning på asylcentre.
Udlændingestyrelsen har ikke undersøgt, om landets asylcentre sikrer en tryg hverdag for asylansøgerne eller har kvalificeret personale ansat.
Det viser en aktindsigt i samtlige faglige tilsyn, Udlændingestyrelsen har foretaget i 2014, 2015 og 2016 ifølge Radio24syv.
Dermed har den ansvarlige, statslige myndighed på asylområdet tilsyneladende ikke én gang i to et halvt år med egne øjne set på, hvordan nogle af landets 55 asylcentre reelt fungerer.
Først da pressen begyndte at interessere sig for forholdene på Børnecenter Tullebølle på Langeland foretog styrelsen et tilsyn.
Her så de på, hvordan beboerne havde det. Ingen af landets øvrige centre, der skal være i drift i 2017, er undersøgt af styrelsen.
Benny Andersen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund, kalder det "tudetosset".
- Hvis man ikke fører tilsyn med asylcentrene, så svigter man både personalet på centrene - men i sidste ende også asylansøgerne. Det er mærkeligt at sige det om Udlændingestyrelsen, men det her vidner simpelthen om uvidenhed i styrelsen, siger han til Radio24syv.
Udlændingestyrelsen har siden januar 2014 været på en række tilsyn. De har dog kun handlet om to ting: udbetaling af lommepenge og undervisningsmateriale.
Dermed er der ikke set på, om der er kvalificeret personale og en stabil hverdag på centrene.
Det skal staten ellers holde øje med ifølge kontrakterne, som Udlændingestyrelsen har med centrenes operatører - kommunerne og Røde Kors.
I sagen om Børnecenter Tullebølle kom tilsynet efter historier om, at unge fra centret havde begået voldtægt og chikane, og at to kvindelige ansatte blev fyret og sigtet for at have forgrebet sig på en gruppe flygtningedrenge.
Ingen af landets andre asylcentre har fået lignende besøg.
Udlændingestyrelsen mener ikke selv, at de har ansvaret for at føre tilsyn med asylansøgernes trivsel.
- Udlændingestyrelsen udfører faglige og økonomiske tilsyn med operatørernes opgaveløsning i form af anmeldte og uanmeldte tilsyn, skriver kontorchef i Udlændingestyrelsen Ditte Kruse Dankert i en mail til Radio24syv.
- Disse omhandler ikke den indholdsmæssige varetagelse af de pædagogiske og omsorgsmæssige opgaver, skriver hun.
Hun tilføjer, at styrelsen er ved at se på et nyt koncept for tilsyn, der skal være på plads i løbet af foråret 2017.
- Men det er vigtigt at være opmærksom på, at tilsyn ikke kan forhindre alle problemer på asylcentrene, skriver Ditte Kruse Dankert.
Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, undrer sig over de manglende tilsyn. Hun vil derfor bringe sagen op på et allerede planlagt samråd med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Ministeren har ikke ønsket at kommentere sagen.
Seneste artikler
Spøgelsesbilist på motorvejen: Lastbil kørte mod færdselsretningen
Skulle stå skoleret for ombudsmanden: Her er Lolland Kommunes svar om opsagte avisabonnementer
Før og efter: Se den store udvikling ved Markedshallen
LF-biskop underviste ny kirkeminister: Nu skal hun afgøre glohed sag om nyt stift
Flere lolliker skal ud og svede i foreningslivet
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Spor blokeret på motorvej
Ikonisk kro solgt til indisk milliardær
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke