Udrejste udlændinge beholder rettigheder i Danmark
Kommuner vil have ændret reglerne, så de ikke skal betale ydelser til udrejste udlændinge.
Omkring 7.000 udlændinge glemte sidste år at fortælle folkeregistret, at de forlod Danmark. Det betyder, at de bevarer cpr-nummeret og har ret til ydelser, som kan koste kommunerne dyrt, lyder det fra Aarhus og Københavns kommuner.
De vil derfor have reglerne ændret, skriver Ugebrevet A4.
- Cpr-registret danner grundlag for mange ting, også udbetaling af sociale ydelser. Det er vigtigt, at folk registrerer sig korrekt, siger chef for Folkeregistret i København Trine Margrethe Axelsen Oliveri til Ugebrevet A4.
København har for øjeblikket 2300 sager, hvor folk højst sandsynligt er flyttet væk. Og sidste år opdagede folkeregisterkontoret i Aarhus Kommune omkring 900 personer, som havde et cpr-nummer, men ikke længere var i landet.
Danmarks Statistik vurderer, at i alt 7-8000 udenlandske studerende og arbejdstagere ikke blev registreret korrekt i udvandringsstatistikken. Hvad den samlede omkostning er, vides ikke.
Når udlændinge fejlagtigt ikke bliver frameldt cpr-registret, beholder de rettigheder, som de ikke burde have. Det gælder eksempelvis gratis lægehjælp, optjening af ret til folkepension samt stemmeret ved kommunalvalg.
Praktiserende læger modtager et fast grundbeløb per tilmeldt patient og kan således også få betaling for kunder, der forlængst har forladt landet.
København og Aarhus kommuner har ansøgt Social- og Indenrigsministeriet om at få lov til at se bort fra folkeregisterlovgivningen som led i frikommuneforsøget, så udrejste udlændinge kan slettes hurtigere.
Social og indenrigsminister Karen Ellemann (V) ønsker ikke at kommentere sagen over for Ugebrevet A4. Men Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, er positiv.
- Det er et udmærket forslag, der burde bredes ud til at gælde alle midlertidige opholdstilladelser. Det er logisk, at man kun har et cpr-nummer, så længe man har midlertidig opholdstilladelse, siger han til Ugebrevet A4.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde