Udskældt lyskryds indviet

Igennem tiden er der blevet ventet rigtig meget i krydset ved Markedsgade og Brovejen, ikke mindst i forbindelsen med anlægsarbejdet den seneste tid, hvor bilisterne for alvor fik ventetiden at mærke. Men det skulle alt sammen være slut nu med det nye Markedsgadelyskryds, som officielt blev indviet i går.

Det var formanden for teknik- og miljøudvalget Arne Graae Jensen, der tog sig af at klippe snoren. Han glædede sig over, at der nu er blevet løst op for et af Nykøbings værste trafikknudepunkter, som har været en flaskehals i afviklingen af trafikken ikke bare her i byen, men for trafikken på tværs af Lolland-Falster.
- De to kryds er nu bygget sammen til et sammenhængende intelligent trafikanlæg, som også er rustet til at håndtere den forventede stigning i trafikken de kommende år, sagde udvalgsformanden.   

Anlægget, der har kostet godt syv millioner kroner, er et såkaldt intelligent anlæg, som eksempelvis kan se, hvis en bus fra den kollektive trafik nærmer sig, Så vil signalet prioritere bussen, så den får grønt lys og kan køre hurtigt videre. Det er så nyskabende, at kommunen har kunnet få penge fra staten til den del af projektet.

Arne Graae Jensen bad trafikanterne om endnu lidt tålmodighed. Nu afventer en indkøringsperiode, hvor signalanlægget skal justeres på plads.
- Så hvis borgerne oplever nogle besynderligheder ved lyskrydset, må man meget gerne kontakte kommunens vej- og projektafdeling, sagde han.

Foto: Foto: Anders Knudsen

Lyskrydset ved Markedsgade og Brovejen blev fredag indviet. Nu venter en finjustering, så trafikken for alvor glider.

Offentliggjort Sidst opdateret