Udskældt studie lukker færre studerende ind
Der kommer ikke til at sidde lige så mange studerende i auditoriet på litteraturvidenskab på Københavns Universitet til sommer.
Det fortæller institutleder Mette Sandbye fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, efter at Danmarks Akkrediteringsinstitution tirsdag har kritiseret landets universiteter for at uddanne for mange til arbejdsløshed.
En af de uddannelser, der skraber bunden, når det angår jobrelevans, er nemlig kandidatuddannelsen i litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Men det har universitetet vidst i længere tid, lyder det fra Mette Sandbye.
- Derfor har vi blandt andet sat en række tiltag i værk, siger hun til Ritzau og fortsætter:
- Vi har over en årrække dimensioneret faget fra at være et tre-holds-fag til at være et to-holds-fag.
Det vil sige, at kandidatuddannelsen i litteraturvidenskab til sommer, kun optager 66 studerende frem for 99 studerende som hidtil, og på grund af det nedsatte optag er adgangskvotienten også blevet højere.
Dette vil ifølge institutlederen også betyde, at færre studerende bliver uddannet til arbejdsløshed.
I et forsøg på at nedbringe arbejdsløsheden blandt humanister er der ifølge Mette Sandbye allerede gennemført en række tiltag på hele Det Humanistiske Fakultet.
- Der er blevet sat et program i gang, der giver mere undervisning på bacheloren og bedre karrierevejledning, siger Mette Sandbye.
- Og på litteraturvidenskab har vi indsat et aftagerpanel (rådgivere, red.), hvis målsætning er at styrke dialogen mellem arbejdsgivere og kandidater, så vi er opmærksomme på kritikken, lyder det.
Mette Sandbye påpeger dog, at de seneste ledighedstal fra Magistrenes A-kasse lyder på 8,5 procents ledighed for litteraturkandidaterne, hvilket kun er to procent mere end for hele humaniora.
Danmarks Akkrediteringsinstitution har set nærmere på 99 nye og 331 eksisterende uddannelser på landets universiteter, og omkring halvdelen af de undersøgte uddannelser opfylder ikke kravet om at være relevante for arbejdsmarkedet.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker